Kalder det amatøragtigt at dømme nyindkøbte spillere færdig på baggrund af øjebliksbilleder

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter lørdagens overraskende nederlag til AG København i håndboldmændenes slutspil, er det på ingen måde afgjort, OM Kasi-Jespers DreamTeam kommer i årets DM-finale og derigennem kvalificerer sig til næste års Champions League.

AGK er dog, trods nederlaget til Nordsjælland på 25-23, stadig favorit til at nå guld-kampen. Og klubben har da også allerede gearet næste sæsons trup til målsætningen om at komme med blandt de sidste fire i Champions League - den såkaldte Final4.

Men har den AGK-trup, som Jesper "Kasi" Nielsen har sammensat i den kommende sæson, en langtidsholdbar fremtid i toppen af europæisk håndbold?

Det er håndboldeksperter som Bent Nyegaard og Peter Bruun Jørgensen stærkt i tvivl om trods tilgang til den københavnske klub fra internationale stjerner som Olafur Stefansson, Krzysztof Lijewski, Gudjon Valur Sigurdsson, den enøjede polske kæmpe, Karol Bielecki og stregen Robert Gunnarsson.

- Kigger du Hamburg, Kiel, Ciudad og Barcelona, er det stadig størrelser, der ligger over AGK i niveau. Du får en kollossal bredde hos AGK, men du får ikke ekstra på toppen. Bielecki er en fin spiller, men de fire klubber, jeg nævnte, ville ikke købe ham, siger Bent Nyegaard.

- Jeg mener at nogle af de spillere, der kommer, er over the hill. Men Lijewski er god. Og Sigurdsson er også en udmærket spiller, siger Peter Bruun Jørgensen.

Begge ser et klart forstærket AGK-hold i den kommende sæson, der med held vil kunne nå en CL-semifinale. Men holdbarheden på lang sigt er de ikke overbevist om.

AGKs holdejer Jesper Nielsen giver dog ikke meget for ekspert-kritikken.

- Hvor har de deres erfaring fra vedrørende dette.Bent Nyegaard og Peter Bruun har jo aldrig prøvet at arbejde med spillere på dette internationale niveau , og at dømme spillere færdig på baggrund af øjebliksbilleder er jo amatøragtigt, siger Jesper Nielsen.

- Jeg har de sidste tre år arbejdet med et hold (Rhein-Neckar Löwen, red.), der er kommet i semifinale, kvartfinale og nu står jeg igen i en kvartfinale i Champions League med holdet. Jeg har en god fornemmelse for, hvad der skal til for at have et hold, der kan gøre sig gældende, og AGK er næste år et bedre hold end mange af dem, der står i kvartfinalen i dag, siger Jesper "Kasi" Nielsen, der er lidt træt af at høre på folk med nej-hatten limet fast til hovedet.

- Det var de samme, der sagde, man ikke kan rykke direkte op i ligaen og have det bedste hold, at man kan ikke tiltrække verdensstjerner til Danmark, og at man ikke kan samle tilskuere til kampe i København. Det er rigtigt, at ting ikke kan lade sig gøre, hvis man ikke tror på det. Det gør vi i AGK, og derfor er vi nået dertil, hvor vi er i dag, hvad enten vi vinder DM-guld eller ej. Men det tror vi for resten også på, siger Kasi-Jesper.