AGKs DM-finale skal spilles i Parken foran et rekordstort publikum

Jesper "Kasi" Nielsen er kendt for at tænke store tanker. Og få dem til at blive til virkelighed. Derfor bør man lytte seriøst til hans seneste "vanvittige" projekt. Kasi-Jesper vil nemlig sætte verdensrekord med sit håndbold-projekt, AG København, der skal spille DM-finale i Parken foran omkring 33.000 tilskuere. Kampen er fastlagt til lørdag den 21. maj, og selv om Jesper Nielsen først nu endeligt kan bekræfte, at kampen bliver til noget, har der været arbejdet på projektet i kulissen længe. - Alle de jyske klubber har været velvillige og været med til at flytte kampe, så det kan blive til noget. For oprindeligt skulle vi have spillet hjemme først. Men nu spiller vi først ude, og så går vi efter verdensrekorden i Parken 21. maj, siger Kasi-Jesper og tror på, det kan lade sig gøre. - Vi har jo nået de mål, vi har sat os indtil nu, siger AGK-ejeren. Den hidtidige rekord blev sat i den tyske bundesliga, hvor en kamp mellem Lemgo og Kiel samlede lige under 31.000 tilskuere i Gelsenkirchen. Eneste hurdle nu synes at være, at DHF lige skal godkende projektet. Billetsalget til verdensrekordforsøget er allerede sat i gang på AG Københavns hjemmeside (www.agkbh.dk), og billetpriserne er som hidtil i sæsonen, hvilket vil sige op til 125 kroner for voksne, mens børn slipper med 25 kroner.