AG København tilskuer-tal på hjemmebane er i top. Også sammenlignet med fodboldens Superliga.

Man har i mange år sagt, at københavnere gider ikke gå til håndbold. AG København har nu bevist, at det ikke passer.

Efter den anden DM-finale i Parken, der blev set af 36.651 tilskuere kan Kasi-Jespers danske mestre notere et tilskuersnit på hjemmebane på 8.053 i de 17 kampe i sæsonen, som AGK har spillet i henholdsvis Ballerup Super Arena, Brøndby Hallen og Parken.

Det er der kun tre af klubberne i fodboldens Superliga, der kan gøre bedre, hvilket sætter påstanden om håndbold-ligeglade københavnere i relief.

Ikke overraskende har FC København og Brøndby IF de bedste tilskuergennemsnit på hjemmebane med henholdsvis 16.714 og 12.914 i denne sæson. Nummer tre er OB med 8.513 (alle tal før onsdagens næstsidste spillerunde). 

Men Superligaens 11 øvrige hold har alle færre tilskuere i gennemsnit hjemme sammenlignet med AG Københavns danske håndboldmestre.

- Vi er meget ydmyg over for, at så mange mennesker har valgt at støtte op om AG København. Det gælder tilskuere, sponsorer, frivillige og alle andre, der har været der gennem hele sæsonen, og vi håber at rigtig mange vil støde til, siger AGKs direktør Søren Colding.

- Vi bliver dog aldrig tilfredse i denne klub og organisation, så vi vil bruge den kommende tid på at finde ud af, hvordan vi kan få give endnu flere tilskuere mulighed for at opleve vores hjemmekampe i fremtiden. Man kan forestille sig mange ting, men vi har helt sikkert lært meget af arrangementet i Parken. Der er ting, der skal forbedres og ting, vi skal gøre mere ud af, tilføjer AGK-direktøren.

AG København kan dog få problemer med at holde sit flotte gennemsnit i den kommende sæson, da klubben har besluttet primært at spille sine hjemmekampe i Brøndby Hallen, der i sin nuværende opbygning "kun" kan rumme 5000 tilskuere.