Kasper Hvidt er godt tilfreds med KIF Kolding København-truppen inden den kommende sæson

KIF Kolding København-veteranen Kasper Hvidt er ikke i tvivl om, at fusionsklubben er stærkere end i forrige sæson, på trods af at man har sagt farvel til en af verdens bedste højrebacker, svenske Kim Andersson.

KIF Kolding København havde en fremragende sidste sæson, hvor holdet føjede endnu et dansk mesterskab og en pokaltitel til klubbens meritliste. Op til den kommende sæson har klubben sagt farvel til Lasse Boesen og Kim Andersson, og ind er kommet den russiske højreback Konstantin Igropulo, der senest tørnede ud for Füchse Berlin i den tyske Bundesliga.

 

Selvom der ikke er købt voldsomt ind, mener Kasper Hvidt, at holdet er styrket i forhold til sidste sæson.

»Vi har sagt farvel til Lasse Boesen, der ikke fik ret meget spilletid på grund af skader, og Kim Andersson, der er blevet direkte erstattet af Igropulo. I sidste sæson spillede Kim Andersson både nogle gode og mindre gode kampe, men oftest var han slet ikke i stand til at spille. Så hvis Igropulo kan holde sig skadesfri, vil vi få en hel anden stabilitet, end vi havde i sidste sæson,« siger Kasper Hvidt.

Spillerne mødte ind - friske og veludhvilede - for halvanden uge siden, og cheftræner Henrik Kronborg er godt tilfreds med, hvad han har set fra sin russiske nyerhvervelse indtil videre.

»Han kommer til at passe godt ind i spillet. Det har været vigtigt for os at finde en spillende højre back ligesom Kim Andersson, der, udover sit gode skud, også var god til at gøre sine medspillere farlige. De samme kvaliteter besidder Konstantin Igropulo. Selvom sæsonen er ganske ung, viser han allerede lovende takter,« lyder det fra Henrik Kronborg, der selv melder sig skadesfri efter de rygproblemer, der tidligere tvang ham til at tage en pause fra jobbet som håndboldtræner.

Det er dog ikke kun på banen, at Igropulo får positive ord med på vejen. Også uden for banen ser russeren og klubben ud til at være det helt rigtige match.

»Han er faldet super godt til på holdet. Det er tydeligt at se, at han er vant til at spille i udlandet. Han kan mange sprog, og det betyder meget i forhold til, hvis han kun kunne snakke russisk. Engelsk, tysk, spansk eller serbokroatisk - han forstår det hele,« siger Kasper Hvidt.

Konstantin Igropulo gjorde sig bemærket på de sociale medier i maj, da han på Twitter lagde et billede op, hvor han var helt nøgen - kun dækket af EHF Cup-pokalen han og Füchse Berlin lige havde vundet. Men Kasper Hvidt beretter, at han ikke har lavet samme nummer i KIFs omklædningsrum endnu.

»Hvis ikke jeg havde set de billeder, hvor han stod nøgen med pokalen, havde jeg slet ikke troet, det var ham. Han er en utrolig seriøs person - det må være, når han fejrer pokaler, han virkelig sætter trumf på,« lyder det grinende fra målmanden.