Stress, spiseforstyrrelse og offentlige vejninger.

Det er blot tre af de emner, Louise Burgaard har talt åbent om de seneste år.

Senest har landsholdsstjernen og Aalborg Håndbold-spilleren Mikkel Hansen sygemeldt sig med stress efter VM-triumfen, men da Louise Burgaard sygemeldte sig med samme belastningsreaktion i 2016, var der ikke mange elitesportsudøvere, der tidligere havde trukket stikket på den måde.

»Indtil videre kan jeg kun sige respekt for Aalborg, der har bakket op, for det betyder sindssygt meget. I netop min situation dengang tror jeg ikke, at det var sket før i dansk håndbold, så man var jo sådan: 'Hvad fanden er det for noget?', og jeg kan godt forstå, at folk lavede rygter om det ene og det andet.«

Louise Burgaard lægger ikke skjul på, at det er vigtigt for hende at tale åbent om sårbare emner.
Louise Burgaard lægger ikke skjul på, at det er vigtigt for hende at tale åbent om sårbare emner. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selvom den danske Metz-spiller er glad for, at der i dag er kommet mere fokus på mentalt helbred, erkender hun, at der i elitesportsverdenen er større mediefokus og mere pres på atleterne.

Derfor undrer det hende, at det ikke netop er i en verden som denne, flere bliver nødt til at trække stikket.

Det kan der dog være en god forklaring på.

»I elitesport bliver vi jo trænet til at blive ved at presse citronen og gå over stregen. Det er jo det, der sker, når du får stress-symptomer, det er jo, at du er gået over stregen. Det er måske nemmere i et almindeligt job at sige: 'Jeg tager lige noget ferie, jeg er ved at nå min grænse',« siger Louise Burgaard og fortsætter:

Burgaard er i dag en stor profil på det danske kvindehåndboldlandshold.
Burgaard er i dag en stor profil på det danske kvindehåndboldlandshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det gør du ikke, hvis du bliver ved, og du er opdraget til det. Så det er nok derfor, det ender med, at det bliver så alvorligt i sidste ende.«

Men selvom landsholdsstjernen har talt åbent om sårbare emner, har det ikke altid ligget naturligt at stå frem.

»Det er ikke noget, jeg altid har gjort. Da jeg var yngre, fik jeg at vide, at hvis du sætter røven i klaskehøjde, så skal du også tage imod. Og man skal fandeme være klar til det, fordi I (journalister, red.) står der også,« siger hun og fortsætter:

»Det kan være svært at håndtere, og specielt med sociale medier. Alle har en holdning, og der er sgu nogen, der kan sige nogle virkelig, virkelig smadrede ting. Og det skal man bare være god til at skærme af for. Og det har jeg følt, jeg har været nu.«

Især skiftet til franske Metz har betydet meget for den danske stjerne (i midten).
Især skiftet til franske Metz har betydet meget for den danske stjerne (i midten). Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Ifølge Louise Burgaard er der specielt én grund til, at hun begyndte at bruge sin stemme offentligt.

»Specielt siden jeg flyttede til Frankrig, er jeg vokset rigtig meget mentalt, og har netop følt, at har du ansvaret og evnen, så har du også forpligtelsen til at stille dig op at snakke og sætte fokus på noget, som andre måske ikke har mulighed for, eller kompetencer og overskud til. Så jeg tror, det er vigtigt, at man bruger sin stemme på den rigtige måde.«

»Jeg vil i hvert fald gerne gå ind for, at folk forstår, at elitesport er så meget mere end bare at træde ind på banen,« lyder det.