Den danske håndboldmålmand Niklas Landin er vant til at være på mærkerne, når der bliver kastet harpiksbefængte bolde mod ham, men da der lørdag blev kastet med ris, skulle den 28-årige landsholdsstjerne ikke tænke på andet end at nyde det.

Niklas Landin blev lørdag gift med sin kæreste, Liv Christensen, i den sydfynske by Svendborg, hvor hun kommer fra, og hvor Niklas Landin startede sin seniorkarriere.

På det sociale medie Instagram har Ann Sofie Sonne, der er kærester med Niklas Landins landsholdskammerat Michael Damgaard, delt et billede fra den store dag.

For godt og vel seks år siden flyttede Niklas Landins kæreste med ham til Tyskland, da han skiftede fra Bjerringbro-Silkeborg til Rhein-Neckar-Löwen. I dag spiller han for THW Kiel og betragtes som en af verdens absolut bedste håndboldmålmænd.

I marts 2015 fik Niklas Landin og Liv Christensen en søn.

Den 28-årige landsholdsmålmand var ikke den eneste danske sportsstjerne, der valgte at bruge lørdagen på at fejre kærligheden. Fodboldlandsholdets anfører, Simon Kjær, blev nemlig gift med sin svenske kæreste, Elina Gollert. Scenen var dog lidt en anden, da de to havde valgt at holde brylluppet i den italienske hovedstad, Rom.