I januar 2015 er oliestaten Qatar vært for VM i herrehåndbold. Der er allerede fuld gang i forberedelserne, som inkluderer mere end blot opførelsen af håndboldstadions.

Står det til værterne selv, skal slutrunden være en håndboldfest af de helt store - og gerne med deres eget hold i en betydelig rolle. Qatar har nemlig indledt et offensivt forsøg på at købe sig til danske landsholdsforstærkninger. Det fortæller agenten Mads Winther til tv2.dk.

Qatar har aldrig været nogen stor håndboldnation, men med værtskabet for VM-slutrunden er sporten vokset i ørkenstaten, som angiveligt har konkret interesse i flere danske spillere:

- Der er interesse for skandinaviske spillere til Qatars landshold, og fire til fem danske spillere kunne godt være mulige emner, siger Mads Winther fra firmaet ’people in sport’ til tv2.dk.

Danske håndboldfans kan dog umiddelbart tage Qatars offensive strategi roligt. De nuværende landsholdsspillere skifter næppe nationalitet. Der er nemlig en regel, der gør, at man ikke bare kan skifte nationalitet og så optræde for landsholdet med det samme. Konkret skal der gå tre år fra man har spillet en landskab for et land, til man må trække en ny nations trøje over hovedet. En regel, der blandt andet holdt den makedonske spiller Nemanja Pribak ude af kampen mod Danmark ved det igangværende EM. Han havde nemlig optrådt for Serbien, hvor han er født, små tre år tidligere.

Selvom der endnu ikke er underskrevet nogle aftaler med danske spillere, er Mads Winther stadig optimistisk. Han arbejder selv hårdt for at formidle kontakt mellem potentielle Qatar-spillere og den stenrige oliestat:

- Det er stadig usikkert, om det bliver til noget, for mange ting skal falde på plads. Men vi arbejder på det, og jeg har haft møder med kontakter i og omkring Qatars landshold i forbindelse med EM-slutrunden i Danmark, pointerer han.