Kampen om den sidste plads i næste sæsons håndboldliga for herrer blev afgjort på banen i mandags, men fortsætter udenfor banen.

I mandags vandt Skanderborg efter to play off-kampe pladsen i Boxer Herreligaen over Randers HH. Den første kamp vandt Skanderborg med to mål, mens kampen mandag på hjemmebane blev uafgjort.

Randers er dog ikke tilfreds med den sidste kamps forløb. Klubben mener, der var tale om decideret snyd fra Skanderborgs side i forbindelse med en hektisk afslutning og har derfor nedlagt protest.

Det er tidtagerbordets aggeren i slutningen af kampen, der er genstand for Randers' kritik.

»Inden igangsætning bliver tidtagerbordet gjort opmærksom på, at vi har en mand for meget på banen. Her reagerer de ikke. Men sekundet efter, dommerne har fløjtet op, lyder hornet, hvilket er mistænkeligt hurtigt,« siger Randers-træner Ole Bitsch, til TV2 Sport.

Dommeren gav selvfølgelig den ekstra spiller en udvisning, hvilket samtidig betød, at Skanderborg fik bolden - og østjyderne scorede det udlignende mål. Randers mener, at dommerbordet med vilje ikke gjorde opmærksom på fejlen, da dette ville havde betydet, at udvisningen ikke ville være givet, og bolden var dermed ikke endt på Skanderborgs hænder.

Ole Bitsch anerkender dog, at Randers ikke kan vide med sikkerhed, om tidtageren var opmærksomme på den ekstra spiller. I Skanderborg-lejren afviser de alle anklager fra Randers, og også den ene af kampens dommere, Jesper Kirkholm Madsen, mener ikke, der var tegn på urent trav.

»Jeg vil vove den påstand, at tidtager og observatør har fokus rettet mod banen, så de ikke ser bænkens reaktion inden igangsætning, idet jeg har øjenkontakt med begge, da jeg fløjter i gang, « forklarer Kirkholm Madsen i en mail, ifølge TV2 Sport.

På nuværende tidspunkt behandler DHF protesten og en afgørelse forventes af falde i næste uge.