Estavana Polman er reelt blevet fyret i Team Esbjerg.

Den hollandske stjerne er uønsket i klubben, som har forklaret hende, at hun er helt færdig som Esbjerg-spiller, selvom hun først har kontraktudløb i sommeren 2023.

Derfor kommer Polman hverken til at spille flere kampe eller træne med holdkammeraterne.

Det meddelte Team Esbjerg tirsdag, hvor man samtidig fastslog, at en løsning kunne være at leje hollænderen ud til en anden klub eller at ophæve kontrakten.

Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

Estavana Polman har skudt igen mod klubbens ledelse for at fyre hende på mail, ligesom hun har langet ud efter cheftræner Jesper Jensen for ikke at ville mødes med hende.

Og selvom hun altså er persona non grata, så dukkede Estavana Polman alligevel op på hjemmebanen Blue Water Docken, da Team Esbjerg onsdag aften spillede sidste grundspilskamp mod Nykøbing Falster.

Men hun sad på 'almindelige' tilskuerpladser - langt væk fra de pladser bag bænken, hvor ukampdygtige spillere normalt sidder.

Forklaringen var ifølge Polman, at hun havde fået forbud mod at sidde der.

»Det må jeg ikke. Jeg er ked af det, men sådan er det,« sagde hun onsdag aften til TV 2 Sport.

Estavana Polman blev også spurgt, hvordan hun havde haft det i det seneste døgn, efter fyringen var en realitet, men her ønskede hun ikke at uddybe yderligere i forhold til det Instagram-opslag, hvor hun rettende kritik af klubben.

»Jeg har ikke så meget at sige omkring det. Jeg har skrevet mit statement, og det var ret klart. Så jeg vil bare se noget god håndbold i dag,« sagde Polman til TV 2 Sport.

Estavana Polman har spillet i Team Esbjerg siden 2013 og vundet tre mesterskaber med klubben.

Derudover har hun også haft succes med det hollandske landshold, hvor det er blevet til en række medaljer samt en kåring som turneringens MVP ved VM i 2019.