Hun var været med til triumfer. Men også de momenter, hvor det har gjort rigtig ondt.
»Det, jeg har lært mest om mig selv, er, at jeg kan tåle ret meget – mere, end jeg tror.«
Ordene kommer med et smil fra Sandra Toft. Den danske målvogter, der 23. marts kan fejre 15 år på det danske landshold.
En rejse, der har været god, lang og som en stor rutsjebane, hvor der først de sidste par år er kommet ro på for alvor.
Det kom der efter det, Sandra Toft selv kalder den største nedtur i sin tid i nationaldragten. Det missede OL efter VM i 2019.
»Der synes jeg faktisk, vi var ret gode op til. Da vi missede det i 2016, var vi i pulje med Montenegro, Rumænien og vi blev spillet ud af banen. Der var vi ikke engang i nærheden. I Japan var det rodet, det var op og ned. 'Hvad fanden er det, der foregår?' Jeg synes egentlig, vi spiller for spiller var ret gode. Vi slår Frankrig, nå, så taber vi den næste, slår Holland, så taber vi. Det var mærkeligt. Vi var trods alt til kvalifikationen i 2016. Det fik vi ikke engang her,« siger hun og fortsætter:
»Det var en værre omgang. Den var slem,« siger Sandra Toft, der sammen med landsholdet fik ny landstræner i foråret 2020, hvor Jesper Jensen trådte til.
Med ham i spidsen kom så de to største opture i hendes karriere i rødt og hvidt.
Først peger Sandra Toft på EM-finalen i Slovenien som det største. Egentlig en no-brainer.
Men det er også den første medalje med landsholdet, der kom i hus ved VM i 2021 i Spanien.
»Det var en kæmpe forløsning. Jeg holder altid en tale for pigerne, inden vi skal varme op. Der stod jeg med tårer i øjnene, for jeg var så sikker på, vi ville vinde den kamp mod Spanien, at jeg vidste, jeg ville få den medalje. Tårerne løb. Jeg sagde: 'Fokus, piger, jeg kan godt nok ikke selv'. Det var en stor forløsning. Den gik ikke galt, denne her,« siger Sandra Toft.
Året efter tog danskerne så endnu et skridt op. En finale mod Norge. Målvogteren vidste, hun ville få en endnu pænere medalje, og hun gik benhårdt efter at vinde guld. Som altid.
Men det lykkedes ikke, og det, der egentlig var noget af det største, endte i blandede følelser.
»Min familie sagde, de var overraskede over mit første interview efter finalen. Jeg virkede så fattet. Jeg plejer jo at græde, når jeg taber. Så var det bare, det ramte mig big time, da vi skulle ind og have medaljen. Lige bagefter havde jeg stoltheden i, at vi tabte til Norge i en finale med et par stykker, vi førte indtil med ti minutter igen, vi døde trods alt med æren i behold. Så ramte skuffelsen mig bare af at være så tæt på, drømmen om at løfte den pokal,« fortæller Toft.
De efterfølgende timer var svære lige at fordøje.
»Vi skulle ret tidligt hjem. Vi holdt afslutning, det var nemmere for nogle, end det var for andre. Jeg græd ret meget den nat, hvor nogle af de unge var mere glade og 'kom nu, vi fik sølv'. Det var stadig super fint, og begge dele fyldte – jeg var skuffet og også stolt,« fortæller Sandra Toft, der også har lært en anden vigtig ting.
For ud over at hun kan tåle meget, har hun også lært at snakke om de svære ting med andre og sine nærmeste. Lidt af en kontrast til, hvordan det tidligere har været.
»Jeg har været mest glad for at passe mig selv. Så blev jeg anfører, og jeg har altid omfavnet andre, men aldrig selv åbnet mig. Jeg kunne ikke gemme mig på samme måde. Jeg tror, jeg virker som et mere åbent og glad menneske, der ikke bare passer min egen butik, når jeg er her. Jeg er altid gået hen, hvis der var noget, men hvis jeg så er blevet spurgt: 'Hvordan har du det?, ville jeg bare svare: 'Fint nok', uanset om jeg er mega glad eller mega ked af det. Det var meget en 'du skal ikke bekymre dig om mig, jeg skal nok klare det selv'.«
Selvom hun har spillet i adskillige klubber, heriblandt TTH Holstebro, Team Esbjerg, Brest og nu Györ, vil landsholdet altid have en særlig plads i Sandra Tofts hjerte.
»Det betyder meget. Ellers ville jeg ikke være blevet ved eller flyttet rundt i Europa for at kunne optimere på små ting, der kunne gøre, det ville gå bedre her. Det er mit yndlingshold, og det vil det nok altid være,« siger Sandra Toft.
