Det var ubehageligt at stå der. I rummet. Med en vægt og andre holdkammerater.

»Man sagde jo ikke noget, for alle gjorde det.«

Sådan fortæller den danske landsholdsstjerne Sarah Iversen til B.T.

Hun kan selv huske, hvordan hun på ungdomslandsholdet – ligesom alle andre spillere – blev vejet offentligt.

»Jeg kan huske, jeg syntes, det var så pinligt og så ubehageligt. Nogle gange var det også sådan, når vi kom ind, var der nogle, der allerede stod uden tøj på og var i gang. Det var altid en eller anden spiller, der havde været på vægten, der skrev den næstes tal ned,« husker hun.

Det var søndag aften, flere tidligere og nuværende landsholdsspillere i Jyllands-Posten fortalte om offentlige vejninger ungdomslandsholdene, og hvordan det skete for piger på ned til 15 år.

Noget, der har påvirket dem begge, og Sarah Iversen kan også selv huske, hvilken følelse det gav.

»Sådan var det bare dengang, man var jo bare ikke klogere. Jeg synes heller ikke, det var særlig sjovt. Men det havde alle andre gjort før os. Der var ikke mænd derinde, det var kun os, men det var da mærkeligt. Man følte sig udstillet,« fortæller hun.

Sarah Iversen under håndboldkvindernes pressemøde på Scandic CPH Strandpark på Amager, mandag den 27 februar 2023
Sarah Iversen under håndboldkvindernes pressemøde på Scandic CPH Strandpark på Amager, mandag den 27 februar 2023 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis man i forvejen syntes, man havde lidt gode skinker og måske ikke lige var en af dem med flest markerede mavemuskler, kunne jeg da godt tænke: 'Åh, nu sidder de allesammen og kigger'. Det er der ikke nogen, der gør, alle uanset vægt syntes måske, det var lidt ubehageligt at skulle stå deroppe.«

Derfor understreger hun også, at det er vigtigt, der bliver råbt op om det. Og hvorfor gjorde de så ikke det dengang, kunne man jo fristes til at spørge. Men så let er det på ingen måde. Det var ikke 'bare' noget, man gjorde.

»Man træder bare ind i den kultur, der nu engang er på det sted. Vi trådte bare ind i, at sådan her gør man. Nogle af de nye der kommer med nu vil måske også undre sig over, hvorfor skal vi møde ind klokken 12, når der først er mad 12.30, sådan nogle ting. Du træder bare ind i, at sådan er det bare,« siger hun og forklarer videre:

»Hvis det er noget, alle andre gør, gør du det jo også. Hvis vi skal gå tur, og alle går til højre, er der jo ikke en, der stopper op og siger: 'Skulle vi være gået til venstre?'. Så følger man bare med strømmen indtil en siger: 'Jeg troede faktisk, vi skulle til venstre, det skulle jeg måske have sagt'. Ja, det skulle du måske, nu er vi gået forkert.«

Sarah Iversen under EM-slutrunden i 2022.
Sarah Iversen under EM-slutrunden i 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Overfor Jyllands-Posten slår Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen fast, at vejningerne var et værktøj i forhold til blandt andet at sikre, at spillerne får spist ogdrukket som de skal.

Samtidig fortæller han, at ingen har gjort noget i en ond hensigt. Og da afsløringerne omkring den hårde kultur i elitesvømning kom i 2019, droppede DHF de offentlige vejninger på ungdomslandsholdet.

Sarah Iversen håber, at de mange store stemmer, der efterhånden bliver brugt på de lidt sværere emner er med til at få rykket på noget.

»Det er vigtigt set med et fremtidsmæssigt perspektiv, at vi kan få ændret nogle ting. Der vil sikkert også være ting om ti år, hvor man tænker ‘hvorfor fanden gik de med til det, hvorfor sagde de ikke noget’, men nogle gange er det et hamsterhjul, der også kører. Jeg håber, vi kan bruge vores stemmer som atleter, mødre og håndboldspillere,« siger landsholdsstjernen.