Kolding-spilleren mener selv, han når at blive sin skade kvit inden EM-starten om en uge

Den danske landsholdstrup til mændenes EM i håndbold, der begynder i næste uge, har været plaget af en række skader. Og en af de spillere, der har været stor tvivl om, er playmaker Bo Spellerberg.

Han har været plaget af en skade i lysken, men nu ser det ud til at Kolding-profilen er så meget i bedring, at han når at blive klar til EM.

- Min egen vurdering er, at jeg kan blive klar til at spille en håndboldkamp søndag den 15. januar, siger Bo Spellerberg på sin egen hjemmeside.

Netop den 15. januar spiller Danmark sin første EM-kamp mod Slovakiet.

Der er næppe tvivl om, at det er rigtigt gode nyheder for landstræner Ulrik Wilbek, der med Bo Spellerberg i sin trup vil have en rutineret ressource at trække på i de mange kampe i Serbien, der er svær at erstatte.

Bo Spellerberg tager dog selv på ingen måde givet, at han kommer med til Beograd, selv om han efter eget udsagn vil være klar til håndbold om en uge.

- Jeg er i gang med både styrke- og løbetræning, og det med godt tempo. Det eneste, jeg lige for tiden ikke kan, er decideret håndboldtræning, men jeg satser på at træne med holdet tirsdag. Desuden skal jeg testes af vores fysioterapeuter her i weekenden, og så kommer de med deres vurdering.

- Jeg tror, Ulrik Wilbek taler med mig søndag eller mandag. Det er jo op til ham, om jeg skal med til Serbien eller ikke. Jeg træner i hvert fald for at blive klar, siger Spellerberg.