Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?

Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Bolden er kastet videre til ingen ringere end den mangeårige landsholdskeeper og EM-guldvinder Kasper Hvidt, der fik 219 kampe i målet for Danmark.

Hvad bruger du din tid på i dag?

»Jeg er advisor i Voluntas. Det er et rådgivningsfirma, som er skabt af Morten Albæk, hvor hovedformålet er at realisere menneskers potentiale gennem meningsfuld ledelse.«

Kasper Hvidt var sportsdirektør for Counter Strike-holdet Astralis i mere end seks år. Den verden er dog et overstået kapitel, slår han fast.
Kasper Hvidt var sportsdirektør for Counter Strike-holdet Astralis i mere end seks år. Den verden er dog et overstået kapitel, slår han fast. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?

»Jeg taler med mange. Lasse Boesen talte jeg med forleden. Lars Jørgensen taler jeg ofte med om de ting, jeg ser på kvindelandsholdet, som kunne være interessant. Jeg taler også med Bo Spellerberg og Henrik Kronborg.« 

Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?

»Det var helt klart at være en del af udformningen af den her præstationskultur på herresiden, som vi i dag ser resultatet af. Da vi startede, var Danmark i en position, hvor damerne var virkelig dygtige. Herrerne havde ikke tilhørt verdenstoppen siden 80erne. Den her skabelse af en kultur, der var kontinuerlig, det var rigtig interessant.«

Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?

»Det vildeste var at vinde EM, også fordi det var første gang, at herrerne vandt en guldmedalje. Det er måske svært for nogle at tænke på. Da vi vandt i 2008, havde vi vundet fire bronzemedaljer op til. Så at stå med guldmedaljen var en kulmination. Det var uden tvivl det vildeste.«

25.000 danskere var mødt op på Rådhuspladsen for at fejre landsholdets EM-triumf i 2008.
25.000 danskere var mødt op på Rådhuspladsen for at fejre landsholdets EM-triumf i 2008. Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?

»Det er virkelig svært, men nok Lasse Boesen. Lasse var en kæmpe overraskelsesfaktor i 2008 i sin position på højre back, hvor han blev delt topscorer i hele turneringen. Det var en kæmpe overraskelse.«

»Jeg synes, det var et godt eksempel på, at man skal turde tænke ud af boksen for at finde de rigtige løsninger. Det var et rigtig godt ledelsesgreb fra Ulrik Wilbek, at han turde tænke Lasse på højre back, selvom hans normale position var venstre back.«

Hvem var den største bisse at spille imod?

»Det ved markspillerne nok bedst. De ved, hvem der nev og slog i nyrerne. For målmænd var det lidt noget andet, for man burde ikke være i fysisk kontakt med nogen. Nikola Karabatić var vanskelig at stoppe, fordi han var fysisk stærk. Så når jeg bad forsvaret om at få ham længere væk, var svaret ofte: 'Jamen, hvad tror du, vi prøver?' Han var ikke en bisse, men han var voldsom.«

Vinder Danmark EM?

»Ja, det tror jeg. Men jeg ved også, at det i sidste ende kan afgøres på bittesmå faktorer i de afgørende sekunder. På målmandspositionen er vi heldigvis dækket rigtig godt ind. Vi kender Nicklas Landins evner, og nogle af os kender også Emil Nielsens.«

»Vi er rigtig godt dækket ind, men man kan også komme ud for, at når det hele skal lykkes, så har målmændene ikke en god dag, og så taber man, på trods af at man er det bedste hold. Det er lige den ene dag, der falder på det forkerte tidspunkt. Men Danmark er klare favoritter.«

Sådan her husker man formentlig Kasper Hvidt allerbedst.
Sådan her husker man formentlig Kasper Hvidt allerbedst. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Har du et godt råd til de unge gutter i dag?

»På en eller anden måde at overveje, hvad der giver mening for dem i forhold til at spille på landsholdet. Nogle gange når man kommer ind på holdet, kan man blive forvirret over, at der foregår en masse ting rundt om landsholdet. Dem, har man aldrig øvet sig i.«

»Man har haft en drøm om at blive god til håndbold, og den drøm skal man aldrig glemme, for så tror jeg aldrig, at man når målet. Men hvis man holder fast i, hvorfor man har brugt så mange timer, så kommer de andre ting også. Man må aldrig glemme, hvad der egentlig startede det hele.«

Lasse Boesen spørger, om du har mødt en, der kan bunde en øl hurtigere end dig?

»Hahaha, ja altså … Det har jeg. Det kan Lasse, og det kan Lars Jørgensen. Mange tror, at landsholdet ikke drikker øl efter. Ofte nyder man det lige med en øl, og så drak vi nogle gange øl hurtigt. Og det var Lasse god til.«

Øl skulle der naturligvis også til, da EM-guldet skulle fejres.
Øl skulle der naturligvis også til, da EM-guldet skulle fejres. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?

»Claus Møller Jakobsen. Kan du huske EM i 2004 i Slovenien, hvor vi fik bronze, og du havde været meget ked af det over, at vi tabte semifinalen til Tyskland, hvor der blev dømt teknisk fejl på dig? Hvilken vin drak vi på værelset, da du skulle prøve at komme ovenpå inden bronzekampen?«