Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?

Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Dagens stjerne er den EM-guldvinder og nuværende assistenttræner for det danske kvindehåndboldlandshold, Lars Jørgensen, der fik 192 kampe for Danmark.

Hvad bruger du din tid på i dag?

»Jeg overgik fra selv at spille håndbold til at blive assisterende træner for kvinderne. De første år var det en deltidsansættelse, og parallelt var jeg lærer på en efterskole og på Køge Handelsskole. Siden marts 2020 har det været en fuldtidsansættelse.«

Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?

»Lars Krogh Jeppesen, Kasper Hvidt, Jesper Jensen, Bo Spellerberg, Claus Møller Jakobsen, og så er Nikolaj Jacobsen god til at arrangere en årlig julefrokost, hvor jeg også lige får ramt nogle af de andre. Og jeg spiller padel med Søren Stryger. Det er ret skægt, og tonen ryger bare over i det samme. Selvfølgelig har vi også eksistentielle snakke, men når vi mødes er det den samme gamle tone. Det er meget befriende. Det er fedt, at relationerne fra håndbolden stadig er der.«

Lars Jørgensen (tv.) er assistenttræner på det danske kvindehåndboldlandsholdet, mens Jesper Jensen (th.) er træner.
Lars Jørgensen (tv.) er assistenttræner på det danske kvindehåndboldlandsholdet, mens Jesper Jensen (th.) er træner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?

»Som spiller vil jeg nok sige fokus på en selv. Selvfølgelig var man en del af et hold, men den daglige træning og mulighed for at forbedre sit spil og sin fysik synes jeg var tiltalende. Det kan jeg godt se, ændrer sig, når man overgår til andre job, for det er på nogle andre præmisser. Men det, at man havde sin egen optimering for øje, det synes jeg var ret fedt.«

Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?

»Det vildeste var nok, da vi vandt EM i 2008. Vi spillede tre kampe, og så var der hviledag, som så var en rejsedag. Så spillede vi to-tre kampe igen. Vi spillede otte kampe på 12-13 dage, det var monsterhårdt. Efter så mange år som den samme gruppe, hvor vi havde tabt tre eller fire semifinaler, og så faktisk vinde semifinalen og finalen og stå tilbage med en guldmedalje, det var sgu fedt.«

»Det var ikke kun medaljen, men hele det forløb, man var igennem med andre dygtige mennesker, hvor man forsøger at være så gode som mulig. Det mennesker, man udvikler sig som, og hele det liv, man går i gennem. Det synes jeg var fedt.«

Lars Krogh Jeppesen, Lars Jørgensen og Kasper Hvidt fejrer EM-guldet.
Lars Krogh Jeppesen, Lars Jørgensen og Kasper Hvidt fejrer EM-guldet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?

»Kasper Hvidt. Han er et par år ældre end mig, og spillede på U-landsholdet over mig. Han var en ekstrem type, og jeg endte med at spille sammen med ham. Hans enorme passion har inspireret mig på et eller andet plan. Han går 100 procent ind i det, han brænder for. Tunnelsynsagtigt.«

Kasper Hvidt (tv.) og Lars Jørgensen nåede både at spille sammen på klub- og landshold.
Kasper Hvidt (tv.) og Lars Jørgensen nåede både at spille sammen på klub- og landshold. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem var den største bisse at spille imod?

»Juan Perez. Stor, lidt uformelig type. Han var over to meter og ikke specielt atletisk bygget. Han var sådan en, man godt vidste, at hvis man havde lavet et par mål, ville han godt ramme en, hvor det gjorde ondt.«

Vinder Danmark EM?

»Det kunne jeg godt ønske mig for dem. De ser dygtige ud. Der er også andre dygtige lande, men det vil være fuldt fortjent for den gruppe, der er. Nu har de ikke vundet EM siden 2012.«

Har du et godt råd til de unge gutter i dag?

»Ha' det sjovt. Det er lidt federe at have det sjovt, når man går på arbejde. Så har det den effekt, at man er en bedre udgave af sig selv og er produktiv. Det skal være et udgangspunkt for, at man bliver god.«

Lars Jørgensen i aktion for AG København.
Lars Jørgensen i aktion for AG København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lars Krogh Jeppesen spørger, hvem der var den bedste værelseskammerat og hvorfor?

»Hahaha, der går jeg med Krogh. Ham har jeg boet meget sammen med. Vi boede både sammen på U-landshold og A-landshold, så det var over en del år. Han var god, bortset fra at han var lidt en diva. Han var voldsomt sensitiv, så hvis der var lidt lyd fra vores aircondition på værelset, så skulle den slukkes.«

»Han var bange for, at han skulle blive syg, selvom vores værelse var 32 grader. Han sov med en klud på halsen for ikke at blive syg, og han satte sin knæbeskytter foran det røde lys på tv'et. Han blev dog bedre på sine ældre år.«

Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?

»Søren Stryger. Der er noget i hele hans padel-spil, jeg gerne vil spørge ind til. I og med, du er så udfordret til padel, skal du så ikke overveje at skifte sportsgren?«