Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?

Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Stafetten er sendt videre til EM-guldvinderen Thomas Mogensen, der optrådte 106 gange for det danske landshold.

Hvad bruger du din tid på i dag?

»Den bruger jeg meget på at være i min sportsmanagerrolle i Sønderjyske Håndbold. Derudover har jeg to aktive børn, som kræver en masse kørsel til deres sport. Min søn spiller fodbold, og min datter danser.«

Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?

»Anders Eggert og Lasse Svan er nogle af dem, der har hængt ved qua tiden i Flensburg. Michael Knudsen og Søren Rasmussen, som også var omkring både landsholdet og Flensburg, vi prøver at mødes som familier. Der er mange gode mennesker, og det er nogle, der har betydet meget i mange år.«

»Det er også det, jeg synes, er det fede ved at være i den nye rolle i dag. Jeg bor stadig i Handewitt, og der er virkelig mange håndboldmennesker, som stadig er en kæmpe del af det. Lars Christiansen og Lasse Boesen snakker jeg også meget med stadig.«

Anders Eggert (tv.) betyder stadig meget for Thomas Mogensen (th.) i dag.
Anders Eggert (tv.) betyder stadig meget for Thomas Mogensen (th.) i dag. Foto: Carsten Rehder/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?

»Der er ingen tvivl om, at det var et kæmpe privilegie at være med. Jeg var med til mit første mesterskab i 2009. Det var lige efter, at Danmark havde vundet i 2008, så hypen var stor. Jeg var heldigvis også med til at vinde guld til EM i Serbien i 2012 og sølv til VM i Sverige. Mit sidste mesterskab var i Boxen, og det var noget, jeg havde drømt om at prøve.«

»Jeg var med inde omkring, hvor det var stort. Alt det med sociale medier er eksploderet efterfølgende, så derfor har hypen måske ikke været så voldsom, som den er nu. Men jeg nåede med i den tid med medaljer og store, fede oplevelser. Herrelandsholdet fyldte rigtig meget. Det har været en drengedrøm, siden man løb rundt i Odder-hallen. Det var unikt og kæmpestort, og det har været sammen med mennesker, man også kan kalde kammerater.«

Denmark's centre back Thomas M Mogensen celebrates after scoring a goal at the end of the first half during the men's EHF Euro 2014 Handball Championship Group 1 match of the main round Denmark vs Spain on January 18, 2014 at the Boxen Arena in Herning, Denmark. Denmark won 31-28. AFP PHOTO/JONATHAN NACKSTRAND
Denmark's centre back Thomas M Mogensen celebrates after scoring a goal at the end of the first half during the men's EHF Euro 2014 Handball Championship Group 1 match of the main round Denmark vs Spain on January 18, 2014 at the Boxen Arena in Herning, Denmark. Denmark won 31-28. AFP PHOTO/JONATHAN NACKSTRAND Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?

»Jeg vil sige det år, vi vender EM i Serbien, er vi på vej ud på røv og albuer. Vi render rundt på en våd, kold gang i en hal i Serbien, og der er et resultat, der skal gå vores vej, og de er bagud kæmpestort, så stemningen er rolig. Men de andre får drejet det i 2. halvleg, så fra at tænke: 'Nu er det forbi' til, at vi skal spille om at komme i semifinalen, det var sgu en mærkelig oplevelse. Fra at være på vej hjem til at stå med guld til sidst, var nok et af de vildeste comebacks.«

Thomas Mogensen vandt EM-guld med Danmark i 2012.
Thomas Mogensen vandt EM-guld med Danmark i 2012. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?

»Anders Eggert og Lasse Svan. Vi har været sammen i 100 år. Vi har spillet på landshold sammen, både som ungdom og senior. Vi har jo tit snakket om, at en dreng fra Odder, Ormslev Stationsby og Stevns har oplevet de ting sammen …«

»Det har vi grinet meget over og været lidt stolte af. Det er et skulderklap til de unge drenge, der kommer fra de mindste klubber, får brudt igennem og gør sig til en stor stjerne i dansk håndbold, men ikke glemmer, hvor man kommer fra.«

Hvem var den største bisse at spille imod?

»Nu har jeg spillet 11 år i Bundesligaen, og der har satme været mange. Johnny Jensen var en hård nyser. Ham spillede jeg heldigvis sammen med i Flensburg, men jeg glemmer aldrig, da han løb ind til derby mod Kiel og hele hallen piftede og svinede ham til. Der tænkte jeg: 'Hold da op'. Det var første gang, jeg kunne mærke, at håndbold udenfor Danmark var lidt flere følelser og lidt mere tænding.«

Vinder Danmark EM?

»Ja. Jeg har al respekt for de andre gode hold, men jeg tror rigtig meget på Danmark. De er så brede og alsidige. Danmark har flere spillere, som kan vinde kampe. Og så tror jeg helt sikkert på, at målmandsparret er så stærkt, at det er dem – sammen med resten – der godt kan vinde det EM.«

Thomas Mogensen tror på, at Danmark gør det.
Thomas Mogensen tror på, at Danmark gør det. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Har du et godt råd til de unge gutter i dag?

»Bliv ved med at inspirere og motivere, og bliv ved med at være en gruppe, der giver så meget udad. Den måde, de gør det på, betyder, at man holder af landsholdet. De er ikke bare arrogante sportsstjerner, de er allemandseje på trods af, at det er verdensstjerner. Og bliv ved med at spil god håndbold, det er jo det, der gør det sjovt at kigge på.«

»Lasse Svan spørger, om du bedst lide at være i skjorte eller have bar mave, når du er til fest?«

»Hahaha, jeg vil faktisk sige så meget, at tendensen lidt er på den kedelige, nedadgående kurve fra bar mave til skjorte. For nogle år tilbage var der ingen tvivl om, at det var bar mave-fest, vi kunne lide. Det kan også være, fordi maven ikke er så flot, som den var dengang.«

Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?

»Michael Knudsen. Er du klar på at give en offentlig undskyldning til alle de fløjspillere, du har givet brændemærker på halsen?«