Team Esbjergs landsholdsprofil Lotte Grigel ser ud til være raget alvorligt uklar med sin klub. Grigel, der i øjeblikket er til landsholdssamling inden EM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet og Portugal, udeblev fra fredagens træning og lørdagens kamp, hvor Team Esbjerg skuffende måtte nøjes med 23-23 mod Team Tvis Holstebro.

TV2 kunne søndag afsløre historien om konflikten, der eskalerede yderligere, da Grigels søster lagde en video ud på Facebook, hvor spilleren trænede i fitness-centeret samtidig med, at hun angiveligt skulle have været for syg til at spille.

Nu bekræfter Team Esbjerg imidlertid, at der er alvorlig konflikt mellem Grigel og cheftræner Lars Frederiksen, og man indkalder spilleren til et møde.

»Team Esbjerg-spilleren Lotte Grigel har meddelt, at hun er utilfreds med samarbejdet med cheftræner Lars Frederiksen. Hun hentede umiddelbart efter en kamp i Santander Cup i Odense torsdag aften sit tøj i omklædningsrummet og var ikke i bussen med holdkammeraterne på hjemturen.«

»Hun deltog ikke i fredagens træning, og på et møde mellem Lotte Grigel, hendes far og sportschef Thomas Hylle samme dag blev det besluttet, at hun ikke skulle indgå i truppen til kampen i Dameligaen mod Team Tvis Holstebro dagen efter.«

»Lotte Grigel har givet udtryk for, at hun har uoverensstemmelser med vores cheftræner. Vi vil så hurtigt som muligt efter denne uges landsholdssamling holde et møde med deltagelse af Lotte, hendes eventuelle bisidder, cheftræner Lars Frederiksen og mig om situationen,« siger sportschef Thomas Hylle til klubbens officielle hjemmeside.

Lotte Grigel forlængede i januar sin kontrakt med Team Esbjerg, hvor hun spillet, siden hun var barn, så den nu løber til sommeren 2017.

Team Esbjerg ligger på en andenplads i dameligaen og regnes som mesterskabsfavoritter efter sidste sæsons sølvmedaljer. Lotte Grigel har denne sæson siddet meget på bænken, mens hendes plads som playmaker er blevet udfyldt af hollandske Estavana Polman.