Trods en skidt start på kampen sikrede hjemmeholdet Team Tvis Holstebro sig en semifinalebillet med sejr over GOG på 34-28.

Både hjemmeholdet Team Tvis Holstebro og fynske GOG kunne med sejr spille sig i semifinalen, så der var for alvor noget på spil i torsdagens kamp i slutspillets pulje 2.

Mange havde nok tvivlet, hvis man før sæsonen satsede på, at oprykkerne fra Sydfyn ville spille med om medaljer, men sæsonen igennem har de gulblusede imponeret stort.

Det fortsatte de med i starten af kampen, hvor de hele tiden var et stykke foran hjemmeholdet. Efter 12 minutters spil var de således foran 5-8, og fynboerne holdt føringen, indtil hjemmeholdet fra Holstebro satte en slutspurt ind, så hjemmeholdet var foran 17-14.

I anden halvleg øgede hjemmeholdet føringen. Blandt andet ved at bruge fynboernes velkendte kontramaskine mod dem. En føring på 20-15 blev udbygget til 28-22 midt i anden halvleg, og GOG var efterhånden langt fra at vinde kampen og dermed spille sig i semifinalen. 

GOG kom aldrig for alvor tæt på Team Tvis Holstebro, der forholdsvis sikkert sikrede sig en semifinaleplads med cifrene 34-28.

I den anden slutspilspulje spillede Aalborg sig også i semifinalen med en hjemmesejr over Sønderjyske på 23-15. Fra samme pulje for de følgeskab af favoritterne KIF Kolding København. GOG kan stadig nappe den sidste semifinaleplads, hvis de i den sidste slutspilspuljekamp vinder over Aarhus Håndbold, og Skjern samtidig taber point til Team Tvis Holstebro.