Med en seksmåls-udesejr i bagagen var det en formalitet for ulvehunnerne fra FCM Håndbold at spille sig i DM-finalen, da de lørdag tog imod Team Tvis Holstebro.

Hjemmeholdets Stine Jørgensen og Nycke Groot styrede kampen med syv scoringer per snude, og vandt nemt 31-28 og samlet 56-47 foran et halvtomt IBF Arena i Ikast.

Det er tredje år i streg, at FCM Håndbold står i finalen, og FCM Håndbolds træner, Helle Thomsen, er lettet over finalehattricket.

»Lige nu føles det bare som en kæmpe lettelse og befrielse. Jeg er glad og stolt over, at vi endnu engang skal spille om DM-trofæet. Det er dét, vi ønsker og drømmer om hele sæsonen, at vi skal nå til finalen, så naturligvis er det bare en fantastisk fornemmelse, at man nu står der,« siger hun til FCM Håndbolds hjemmeside.

I finalen skal ulvene møde enten Team Esbjerg eller Viborg HK's forsvarende DM-guldvindere.

Team Esbjerg, der vandt grundspillet, vandt den første kamp med 26-25 på udebane. De to kvindehold mødes søndag i Esbjerg.

FCM Håndbolds Fie Woller, der blev kampens spiller, siger, at alt andet end guld er skuffende.

»Det var et kæmpe mål for os, som vi har nået nu. Det skal selvfølgelig gøres færdigt med et DM-guld,« siger fløjspilleren til FCM Håndbolds hjemmeside.

Næste opgave for FCM er den første finalekamp i Cup Winners' Cup, hvor franske Fleury Loiret tager imod næste søndag. FCM Håndbolds tyske mirakelmålmand, der undervejs i kampen havde en redningsprocent på 50, frygter ikke, at holdet ikke kan magte begge finaler.

»Vi ved, hvor sjovt det er at spille finaler, og det har hele sæsonen været vores mål at komme i finalen (DM-finalen, red.). Nu har vi endda to finaler tilbage, og det er dejligt,« siger målvogteren, der fører ligaen i bedste gennemsnitlig redningsprocent.