Viborg HK er tæt på at gå konkurs, og formand Ove Kloch går af. Han giver spillerne skylden for den seneste krise, da deres krav om fyring af cheftræner Christian Dalmose, skabte ny uro om klubben og skræmte potentielle sponsorer væk.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Den mangeårige storklub, der er børsnoteret, har nedjusteret forventningerne til regnskabet, således at man nu forventer et resultat på mellem minus fem og minus otte millioner for 2015.

Læs også:

Det betyder, at den nuværende egenkapital på 4,9 millioner kroner er væk. Kassen er tom og klubben balancerer på kanten af en konkurs.

Bestyrelsesformand Ove Bloch forlader sin post, men fortsætter foreløbigt som menigt medlem af bestyrelsen frem til oktober. Henrik Dahl er indsat som ny formand.

Det afgåede formand giver spillerne skylden for Viborgs situation. Deres krav om at få cheftræner Christian Dalmose fyret skabte uro omkring klubben og forhindrede ifølge Kloch salget af sponsorater:

Se også:

»Det er uacceptabelt for mig, at en beslutning i omklædningsrummet, får negativ påvirkning af selskabets situation i en situation som den givne – og hvor jeg netop har meldt noget andet ud,« siger Ove Kloch til Børsen.

Der er iværksat en plan, som skal redde Viborg HK fra konkursen:

Der skal etableres et godt dameligahold med færre stjerner, men større bredde. Collegedelen skal drives på en måde, hvor Viborg HKs økonomiske risiko bliver reduceret. Og endelig skal Viborg HK afnoteres fra Børsen.

»Lige nu er det dramatisk, men vi har en plan. Det går ud på, at vi styrker forretningen og driften fremadrettet ved at skære de ting væk, der giver underskud,« siger adm. direktør Nikolai Norup, og understreger, at klubbens overlevelse afhænger af, om man hurtigt kan tiltrække nye sponsorer og investorer.

»Det er helt afgørende, at der opnås en stor opbakning – herunder til projektet »Byens Hold - Holdets by« og de øvrige sponsorprodukter samt at der støttes op ved entreindtægter ved fremmøde i hallen i forbindelse med slutspillet. Såfremt en sådan opbakning nås, vil det udmeldte forventede underskud blive mindre, og måske kan selskabet endda komme i den heldige situation, at egenkapitalen ikke er helt tabt,« lyder det i fondsbørsmeddelelsen.