Mens Danmark forbereder sig til onsdag aftens skæbnekamp mod Spanien, er der stor ballade i den anden pulje i EM-slutrundens mellemspil.

Her havde Frankrig nedlagt protest efter en særdeles kontroversiel situation, da holdet mødte Tyskland tirsdag i et opgør, der sluttede uafgjort 24-24. En protest, som EHF onsdag har afvist at gøre noget ved.

Den skandaløse episode indtraf i anden halvleg, da tyskerne spillede i undertal på grund af en udvisning ved stillingen 16-14. Alligevel gennemførte tyskerne angrebet med seks markspillere og scorede efterfølgende til 17-14.

Men ingen af de seks spillere bar en vest, der indikerede, at tyskerne spillede uden målmand, og dermed brød tyskerne allerede her reglerne.

LÆS OGSÅ

Tv-billeder fra opgøret viser dog ikke, om tyskernes keeper samtidig havde forladt banen til fordel for bænken for at give plads til en ekstra markspiller, som Danmark eksempelvis gjorde det mod Ungarn.

Men uanset hvad var situationen omkring målet et brud på håndboldreglerne, og det har efterfølgende bragt sindende i kog hos flere kommentatorer.

Eksempelvis siger TV2 Sportens Bent Nyegaard, at hele kampen burde spilles om, fordi han mener, at dommernes fejlkendelse er af så afgørende karakter.

Hos TV2 Norge kalder ekspert Stig Nygård episoden under kampen for 'skammens dag' for håndbolden.

BT Sportens håndboldkommentator, Søren Paaske, mener, at situationen er en skandale, men han afviser, at kampen burde spilles om.

»Det er en skandale, at både dommerne og dommerbordet snorksover så voldsomt, at ingen af dem opdager det. Jeg begriber ikke, hvordan det kan ske, og jeg forstår virkelig godt Frankrigs frustrationer, fordi det får stor indflydelse på kampen,« siger Søren Paaske og fortsætter:

»Men selvfølgelig kan EHF ikke gå ind og lave en omkamp. Det har alt for store konsekvenser for afviklingen af EM. Det ville gå ud over både Frankrig, Tyskland og en lang række andre nationer, som dermed kommer til at betale for dommernes bommert. Det giver jo ingen mening. Fejl er - desværre - en del af spillet, og det er en mega ærgerlig sag for håndbolden, men udover at sende dommerparret og observatørerne hjem, så kan EHF ikke gøre noget.«