Landstræneren har en god fornemmelse omkring sit hold en uge før EM i herrehåndbold begynder i Serbien

De er kommet væltende. Skaderne og uheldene på herrelandsholdet. Først Lasse Boesen. Så Kasper Irming, Bo Spellerberg, Kasper Søndergaard, Michael V. Knudsen, Mads Christiansen og senest i søndagens testkamp mod Island målmand Niklas Landin.

Alligevel var det en ret fornøjet og glad landstræner, Ulrik Wilbek, der efter den sidste af tre testkampe før EM i Serbien om en uge, evaluerede situationen omkring det danske herrelandshold. Især da han blev spurgt, om han havde nogle bekymringer.

- Det gider jeg ikke bekymre mig om.

Men har du mange bekymringer?

- Nej det er jo det jeg siger, jeg ikke har. Jeg skal bare finde ud af, hvem der skal spille håndbold. Og det bekymrer mig ikke. Der er rigeligt, sagde landstræneren med et stort grin.

Hans humør var naturligvis præget af, at Niklas Landins skade umiddelbart ikke ser ud til at være særlig slem.

- Han siger selv, han kunne have spillet videre, hvis det havde været en EM-kamp, og jeg tror, der sidder noget i baghovedet på Niklas om, at her tager man ingen chancer. Og det er jo meget fornuftigt af ham, sagde Wilbek.

Han følte, at der endelig blev leveret dansk fosvarsspil af en kaliber, der kan gøre sig til en slutrunde. I hvert fald i perioder. For Ulrik Wilbek kunne også konstatere, at der igen manglede lidt tænding hos nogle spillere.

- Det har nok været min oplevelse, at spillere - for eksempel Mikkel Hansen - måske giver den lidt mere gas, når han spiller EM. Fred være med det, som Wilbek formulerede det.

Med udtagelsen af Rasmus Lauge, mangler Ulrik Wilbek kun at besætte én plads, hvis ikke Michael V. Knudsen efter mandagens scanning af sin læg må melde afbud og lade sig erstatte af Henrik Toft Hansen.

Her er spillere som Lasse Boesen, Bo Spellerberg og Morten Olsen i spil. Men hvornår den sidste mand får sin billet vil landstræneren ikke lægge sig fast på.

- Jeg har ingen ide om, hvornår jeg udtager den 16. og sidste mand. For jeg skal have helt styr på, at folk er klar, så jeg ikke kommer til at udtage en angrebsspiller, og så står jeg pludselig og mangler en forsvarsspiller eller omvendt. Man kan jo også lade den 16. plads stå åben og tage en med derned, og så tage ham ind i truppen efter nogle kampe. Jeg siger ikke, det er sådan, jeg gør. Jeg er bare nødt til at tænke videre i forhold til den skadessituation, der er, sagde Ulrik Wilbek.

Truppen har fri mandag og mødes igen tirsdag i træningslejren i Aarhus, hvor holdet er samlet, indtil der er afgang til Serbien med direkte fly på lørdag.