For snart tyve år siden mistede Lene Gammelgaard sine kammerater i en ulykke på verdens højeste bjerg. Men hun fandt også sine egne styrker.
Hun når toppen mellem kl. 14 og 15. Hun er nu langt over de fine lammeskyer, hun har passeret på vej op, og heroppe på verdens allerhøjeste tinde er himlen kun blå. Lene Gammelgaard er 34 år, og for første gang i sit liv har hun pludselig følelsen af, at brikkerne passer sammen. Everest er alt det, hun ikke har turdet drømme om, og hun fyldes af en indre ro.
Da hun vender om og begynder at klatre ned igen, møder hun sin klatrekammerat Scott Fischer. Han er turens ekspeditionsleder, en erfaren bjergbestiger og familiefar. Hun har kendt ham i fem år, men hun har aldrig set ham så udbrændt.
Det seneste par uger har både hun og flere andre venner forsøgt at få ham til at stoppe sit forehavende, men den stærke amerikaner nægter. Han vil til toppen, selv om han er den sidste, der kommer af sted fra lejr 4 den morgen i 1996.
Scott har ikke nået toppen endnu, da Lene er på vej ned. Lene giver ham et kæmpe knus og takker ham for muligheden for at være med på dette eventyr da hun møder ham på hans vej op ad bjerget. Det skulle blive deres sidste møde...
Log ind på PLUS og læs hele artiklen om Lene Gammelgaard. Abonnement koster 29 kr. pr. måned - første måned er gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guides til dit liv. God læselyst!
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Hun når toppen mellem kl. 14 og 15. Hun er nu langt over de fine lammeskyer, hun har passeret på vej op, og heroppe på verdens allerhøjeste tinde er himlen kun blå. Lene Gammelgaard er 34 år, og for første gang i sit liv har hun pludselig følelsen af, at brikkerne passer sammen. Everest er alt det, hun ikke har turdet drømme om, og hun fyldes af en indre ro.
Da hun vender om og begynder at klatre ned igen, møder hun sin klatrekammerat Scott Fischer. Han er turens ekspeditionsleder, en erfaren bjergbestiger og familiefar. Hun har kendt ham i fem år, men hun har aldrig set ham så udbrændt.
Det seneste par uger har både hun og flere andre venner forsøgt at få ham til at stoppe sit forehavende, men den stærke amerikaner nægter. Han vil til toppen, selv om han er den sidste, der kommer af sted fra lejr 4 den morgen i 1996.
Scott har ikke nået toppen endnu, da Lene er på vej ned. Lene giver ham et kæmpe knus og takker ham for muligheden for at være med på dette eventyr da hun møder ham på hans vej op ad bjerget. Det skulle blive deres sidste møde.
Da hun igen nærmer sig Lejr 4 i 8000 meters højde, forværres vejrsituationen. Inden for få timer er Mount Everest indhyllet i et historisk uvejr, som gør, at ilten i luften er forsvindende lille.
Man overlever kun, hvis man af egen kraft kan bevæge sig ned til højdelejren, og en forstuvet ankel kan udgøre forskellen mellem liv og død.
De, der ikke har kræfter til at kæmpe sig igennem uvejret, kan ikke reddes, for hvis man prøver at redde nogen, dør man selv.
Så barsk er Mount Everest, og det ved Lene Gammelgaard, som er en af den store gruppe mennesker, der overlever den dag på bjerget. Mange andre skal hun aldrig se igen. Heller ikke Scott Fischer.
»Først næste morgen blev jeg klar over, at Scott var død,« husker Lene Gammelgaard.
Egentlig er hun på en mangeårig flugt fra en verden, som hun har svært ved at passe ind i. Hun er vokset op med borgerlige forældre. I dag har hun ikke andet end et skuldertræk til overs for sin skoletid og det traditionelle kønsrollemønster, hvor en kvinde vasker tøj og vælger studie efter, hvad der kan forenes med en familie.
»Jeg havde en indre uro, og jeg var altid søgende. Hvor var min plads i livet? Jeg var 34 år og havde allerede brugt en stor del af livet på at søge efter meningen med det hele. Jeg passede ikke ind på jura, jeg passede ikke til nogen af de job, jeg havde. Intet var autentisk nok til at føles som mig. Jeg var altid pigen, der hellere ville klatre og sejle og slet ikke kunne se værdien i at snakke to timer om en lyserød kjole.«
Jagten på eventyret
I 1995 er hun i Pakistan med Scott Fischer, og han inviterer hende til at bestige verdens højeste bjerg det følgende år. Da hun allerede har krydset Atlanten i båd, arbejdet i alverdens lande og blaffet sig gennem det ene eventyr efter det andet står Mount Everest tilbage som den ultimative drøm.
»Jeg sagde ja med det samme, og det skabte en tsunami af fremdrift i mig. Ingen forhindring i verden kunne have umuliggjort, at jeg skulle op på det bjerg,« siger hun og smiler.
Men den 10. maj 1996 får verden endnu en gang bekræftet, at bjergbestigning er en af verdens farligste hobbyer. Otte mennesker mister livet på to forskellige ekspeditioner på bjerget. De fleste dør, fordi de overmandes af et katastrofalt uvejr, som ingen af deltagerne har forudset. Blandt de døde er ekspeditionslederen Scott Fischer, som faktisk den eneste fra Lenes hold, der ikke nåede ned fra toppen i god behold.
Lene Gammelgaard er blevet 53 år i mellemtiden, og hun er i København for at være promovere filmen ’Everest’, som handler om den katastrofe, der udspillede sig på bjerget, netop de dage, den første skandinaviske kvinde nåede verdens højeste punkt.
Hun har afsat et par timer til at fortælle om katastrofen, over en tallerken fiskefrikadeller og en kop kaffe, som begge indtages med glubsk appetit. Hendes store, lyse hår hænger ned over skuldrene og hun er iført en lyserød træningstrøje, som hun tager af i løbet af interviewet. Under den er et par solbrune biceps, som givetvis kan gøre mange mænd misundelige.
»Det kan godt være, Scott var fysisk stærkere end mig, men jeg var bedre til at finde vej,« siger Lene Gammelgaard, som dog altid har haft en fysik, der gjorde, at hun kunne være med, selv når store og stærke mænd besteg verdens højeste bjerg uden brug af iltflasker.
»Jeg vidste godt, det var farligt, selv om bjergbestigere altid benægter det. Alle ved, at én ud af ti dør,« siger hun med et alvorligt blik.
»Det hjalp mig, at jeg er kvinde. Ingen forventer, at en kvinde skal hjælpe en stor, stærk mand med at komme ned fra verdens højeste bjerg i en snestorm. Jeg har heller aldrig haft skyldfølelse over, at jeg ikke kunne hjælpe dem, vi efterlod, som mange af mændene har haft sidenhen,« forklarer hun.
15 minutter
Da Lene Gammelgaard kommer ned fra ’Verdens tag’, er det til en ny tilværelse
»Jeg blev kendt over hele verden, og pressen herhjemme fulgte mig overalt. Der gik et splitsekund, så stod jeg med en bogkontrakt i hænderne, og jeg var med i alt, hvad der findes af overfladiske tv-programmer, talkshows og gallapremierer,« husker Lene Gammelgaard, som allerede dengang vidste, at hun skulle vende sin succes på bjerget til en forretning.
»Ligegyldigt hvor i det private erhvervsliv jeg henvendte mig, fik jeg ja.«
Det fortsætter på den måde i mange år, for da hypen har lagt sig i Danmark, fortsætter den i Tyskland og USA.
»Men jeg må også se i øjnene, at jeg stort set ikke er nævnt i nogen af de film eller bøger, der er lavet om katastrofen. Heller ikke i den endelige version af den nye film, selvom den er lavet af en islænding. I bedste fald er jeg blevet gjort til amerikaner,« siger hun med en antydning af bitterhed.
»Nu hvor flere og flere har set filmen ’Everest’, vælter det ind med spørgsmål om, hvorvidt jeg er blevet konsulteret i forbindelse med filmens tilblivelse, hvortil svaret er nej. Det ærgrer mig, for folk vil gerne have et anderledes kvindeportræt end de ventende kvinder, der gengives i filmen. Bjergbestigerverdenen er stadig mandschauvinistisk. Men jeg var en succes, fordi jeg var en kvinde, som havde overlevet. Men personligt var det en større succes at finde ud af, at jeg ikke behøver at passe ind.«
Med egne ord skulle Lene Gammelgaard afgiftes som en narkoman for at komme ud af ’Everest-rusen’, da hun kom hjem. Men hvor mange bjergbestigere bruger resten af livet på at finde på gode grunde til at klatre i de højeste bjerge igen og igen, har Lene Gammelgaard aldrig besteget Everest igen. »Udfordringen ligger i at finde på det næste, men da jeg løb op til Machu Picchu (Inkaruin i Peru, red.) føltes det bare nemt, og det gik op for mig, at intet kan måle sig med Everest.«
Den allerstørste udfordring
Lige det skulle vise sig at blive en langt mere jordnær opgave, end man kunne have forventet. I dag er Lene Gammelgaard blevet mor til først adoptivdatteren Srijana i 2006, og i 2009 fik hun som 47-årig tvillingerne Smilla og Sylvester ved kunstig befrugtning.
»Jeg må indrømme, at moderskabet stimulerer mig. Jeg er full-on stimuleret, og jeg drømmer faktisk ikke om mere. Før jeg fik børn, var jeg nået dertil, hvor jeg var misundelig på kvinder, der stressede rundt for at komme hjem og stege frikadeller til deres børn. Jeg var træt af at lede efter meningen i den næste caffe latte.«
Hun kan stadig genkalde sig fornemmelsen af ikke at passe ind og nægte at tale i to timer om en kjole med veninderne. Nægte at være henvist til vasketøjskurven i et parforhold på grund af sit køn. Nægte at arbejde som jurist, selv om det ville have glædet hendes hårdt prøvede forældre.
»I dag kan jeg se, at det er min styrke, at jeg aldrig har passet ind. Jeg bliver hyret af store internationale virksomheder, netop fordi jeg byder ind med en innovativ tilgang, men dengang var det en frustration at være den, der ikke var konform, og det var først på Everest, det vendte.«
Hun tænker kun på ekspeditionen med glæde i dag, selv om hun mistede et af de mennesker, der betød mest for hende.
»Jeg gik til Everest med en form for forelskelse, der sidder i mig endnu,« siger hun.
»Det var ikke ulykken, der var mit vendepunkt. Ulykker er en del af livet, og alle, der har læst bare en enkelt beretning fra Everest, ved, at det er farligt. Det er altså ikke en gåtur i Kongens Have. Men jeg ved også, at havde jeg ikke nået toppen den 10. maj, havde jeg prøvet igen en anden dag.«
