Journalist Jeppe Nybroe blev, sammen med sin journalistkollega Rami Aysha, taget som gidsel. I 28 dage bliver de holdt fanget i et rum på ca. 12 kvadratmeter under konstant opsyn og i konstant frygt for at dø.

 

40-årige Jeppe Nybroes øjne er røde. En tåre triller ned ad kinden. Munden er halvt åben. Læben bævrer.

»Nogle gange græder jeg, fordi vi taler om de her ting. Nogle gange græder jeg uden grund. Lige pludselig kommer der frygt eller angst. Ikke nødvendigvis tanker, men bare…«

Jeppe Nybroe går i stå midt i sætningen. Han hiver op i sit øjenbryn. Lader en hånd glide igennem håret. Han kigger op, ned, til siden.

Interviewet foregår i et sommerhus i Nordsjælland. Jeppe Nybroe er tilbage i Danmark, men der er lang vej tilbage for manden danskerne kender som både kæk og seriøs nyhedsvært og korrespondent.

TV-journalisten var 7. februar i år på opgave med sin journalistkollega Rami Aysha på grænsen mellem Libanon og Syrien. De skulle lave en historie om de mænd, der sidste år bortførte to svenske journalister. Men turen til området blev fatal. De havde lejet en bil. Jeppe Nybroe kørte, men pludselig bliver de to journalister brutalt overmandet af seks tungt bevæbnede mænd, der river de to ud af deres bil.

»De slår os i hovedet med deres pistoler. Vi får hætter på. Og gaffatape rundt om hætterne. Vi bliver bagbundet og losset ind i deres bil. Jeg kan næsten ikke trække vejret, fordi mit hjerte slår så heftigt. Rami er panik og siger et eller andet til dem og bliver så slået med en pistol. Jeg begynder at græde - og bliver slået i hovedet med en pistol.«

Jeppe Nybroe taler langsomt. Han forsøger at få alle detaljerne med, men afbryder af og til sig selv, når det bliver for barsk.

Han ved ikke, hvor han og kollegaen bliver kørt hen. Han bliver holdt fanget i et rum på ca. 12 kvadratmeter. Kun tre gange i løbet af de 28 dage han er gidsel, får han lov til at komme udenfor. Det sker om natten. Han er under konstant opsyn af bevæbnede vagter, der lader og leger med deres våben for øjnene af ham. Han må ikke tale med sin kollega, hvis de gør det, bliver de slået. Enten med vagternes bare næver eller med deres våben.

»Nogle gange siger vi ‘er du der?’ til hinanden. Hvis vi prøver at sige mere, bliver vi slået. Vi har hætter på, så når den ene eller den anden begynder at gå i panik (Jeppe Nybroe begynder at hyperventilere, som han gjorde i det lille rum, red.), så puffer vi til hinanden med fødderne for at få hinanden til at falde til ro«, siger han.

Under gidseltagningen lykkedes det de to at kommunikere i det skjulte. De får bl.a. et spil kort, hvor de under casino-spillene om natten kan få flettet få ord om deres følelser og helbred ind mellem snakken om Es, konge og spar 5. De får også lov til at stå op og ryge. Og når maden er andet end brød og humus, så er der tale om ‘en form for beløning’ fra kidnappernes side.

Hvad siger du til din far, da du taler med ham første gang?
»Jeg siger, at situationen er meget alvorlig. Og jeg siger, at jeg er meget ked af, at de også er blevet bragt i den situation. Jeg tror, at han bliver meget forskrækket, men han græder ikke. Men jeg kan høre på hans stemme, at han er bange.«

Men kidnapperne vil have penge. Beløbet fem millioner dollar har været fremme, men Jeppe Nybroe ønsker ikke at fortælle, hvor stor den endelige løsesum er. Familien står for indsamlingen, men beløbet gidseltagerne kræver, kan de ikke matche.

Jeppe Nybroe holder en pause. Trækker op i sit øjenbryn. Det er sværest at tale om familien, der har hørt Jeppe Nybroe blive mishandlet. Det sker bl.a. i forbindelse med en Skype-samtale, hvor familien i Danmark fortæller gidseltagerne, hvor mange penge, der er blevet samlet ind.

»Så begynder de at piske mig. Og det hører de i den anden ende. Så afbryder kidnapperne forbindelsen. Og så fortsætter de med at piske. De kaster mig op ad muren i hjørnet. De slår mig i ansigtet. De sparker mig i ryggen. Og pisker videre. På et eller andet tidspunkt holder de op«, siger Jeppe Nybroe

Andre gange truer gidseltagerne, mens Skype-forbindelsen er på, med at skære danskerens lillefinger af.

»Ved flere lejligheder under hele forløbet siger de, at de vil skære både mig og Rami i mindre stykker og sende os til ambassaden i Beirut eller til vores familier. I situationen og måden de talte på, voldsomheden, gjorde, at jeg troede på det. Jeg græd og græd og græd. Det blev det de fleste af gangene bare værre af. Men det kunne jeg ikke kontrollere. Sådan har det også været efter, jeg er kommet hjem«, siger Jeppe Nybroe.

Hen mod løsladelsen torsdag 6. marts spreder panikken sig blandt gidseltagerne. Jeppe Nybroe er efter mere end tyve dage uden søvn og dagslys ved at bryde mentalt og fysisk sammen. Nybroes fornemmelse er, at det er ved at gå op for gidseltagerne, at pengene kommer fra familien og at grænsen for, hvad der kan samles ind er nået.

»To dage før kollapser jeg fysisk. Bl.a. fordi de giver mig noget medicin - en sprøjte, som de putter ned i noget vand. Det var angiveligt noget, der skulle få mig til at sove, fordi jeg ikke havde sovet overhovedet. De kunne godt se, at jeg var ved at falde sammen. Medicinen de giver mig er åbenbart ikke sovemedicin, men et eller andet meget stærkt, der gør, at jeg bliver lammet i hele mit ansigt, min krop bliver lammet.«

»Jeg får et form for anfald, hvor jeg skriger og er ude af kontrol. Det sker klokken tre om natten. Vagterne vækker alle. Jeg tror, at der også er et element af, at de er seriøst bange for at jeg kan dø, og så er der ikke nogen penge til dem.«

Selve frigivelsen bliver en rutsjetur, for noget går galt i den komplicerede proces, hvor der opstår misforståelser opstår undervejs, mens mellemmænd, der skal være bindeled mellem kidnapperne og manden med pengene, hopper fra.

Gidseltagerne er også pressede af, at frontlinjerne rykker tættere på. Samtidig bliver de bange for at den libanesiske efterretningstjeneste er i byen og vil angribe dem.

Men efter at være blevet overdraget til byens viceborgmester, der har indvilget i at være mellemmand, og have skiftet bil flere gange bliver Jeppe Nybroe og kollegaen hentet af en bil fra den libanesiske efterretningstjeneste. I høj fart bliver de kørt til et hotel i Beirut, hvor Jeppe Nybroe får en mobil stukket i hånden.

»Så ringer jeg til Jacob (Nybroes storebror, red.) og siger: ‘Jeg er ude.’«

»Jeg tror, at han siger, ‘jeg er så lykkelig for at høre din stemme. Det skal nok blive godt altsammen.’ Det er, hvad jeg kan huske«, siger Jeppe Nybroe.

Han er tilbage i Danmark. Siden han kom hjem søndag har han været i forskellige sommerhuse med sin familie og sin hund, Habibi. Han går til psykolog. Prøver at komme ovenpå, men han ved godt, at det kommer til at tage tid.

»Jeg er lykkelig over at være i live. Jeg er taknemmelig resten af livet over for dem, der har hjulpet mig. Noget af mig er selvfølgelig uforbeholden lykkelig for at være ude, og noget af mig er på en eller anden måde… Mange af mine tanker og følelser er hos dem, der stadig sidder der. Så hvis jeg kan hjælpe dem måde nogen som helst måde, så vil jeg gerne gøre det«, siger Jeppe Nybroe.

Han har svært ved at træffe beslutninger og spørger om lov til det meste. Gidseltagerne har gjort ham uselvstændig. Sove har han også svært ved. Og mørke har han det heller ikke godt med. Jeppe Nybroe skal bygges op, men det går fremad, mener familien. Og Jeppe Nyrboe selv.

Han har så længe, han kan huske ville være journalist. Som barn skrev han rejsedagbøger og besluttede sig for at han ville ud i verden, fortælle historierne fra begivenhedernes centrum.

Kunne du finde på at tage afsted igen?

»Ikke dertil. Det må man sige er et færdigt kapital.«