Livstidsstillinger er efterhånden svære at finde. De fleste lever med risikoen for at blive fyret. Alligevel kan både en ventet, såvel som en uventet, fyring slå hårdt. Hvert fjerde år er der fyringsrunde blandt lovgiverne i Danmark, når demokratiet kræver udskiftning i Folketinget. Den 18. juni kostede det 33 folketingspolitikere jobbet. Özlem Cekic var en af dem.

Efter otte år måtte Özlem Cekic dermed sige farvel Folketinget. Det var ikke uden vemod, for hun elskede jobbet som politiker så meget, at hverken stress eller familien kunne holde hende væk fra Christiansborg.

Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan Özlem Cekic tackler livet væk fra Christiansborg, når man er arbejdsnarkoman og lige pludselig har fået mere tid til familien.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


Farvel Christiansborg. Det måtte SFs Özlem Cekic sige efter folketingsvalget 2015. Tidligt på valgaftenen den 18. juni stod det klart, at SF ville få en kæmpe vælgerlussing. Folketingsgruppen ville blive mere end halveret, og politikeren vidste, det kunne betyde en ’fyring’.

Mens Dansk Folkeparti, efter et fremragende valg, festede og dansede til den lyse morgen, var stemningen mere dæmpet hos SF. Partiets medlemmer tyggede på det bitre resultatet. Også Özlem Cekic, som vidste, at det kunne koste hende sit drømmejob.

Livstidsstillinger er efterhånden svære at finde. De fleste lever med risikoen for at blive fyret. Alligevel kan både en ventet, såvel som en uventet, fyring slå hårdt. Hvert fjerde år er der fyringsrunde blandt lovgiverne i Danmark, når demokratiet kræver udskiftning i Folketinget. Den 18. juni kostede det 33 folketingspolitikere jobbet. Özlem Cekic var en af dem.

Özlem Cekic.
Özlem Cekic. Foto: Scanpix
Vis mere

Sjovt nok, var hun helt rolig i situationen. Faktisk tænkte hun mest på et verdenskort og flere malerier, som hun havde liggende hjemme på sin datters garderobeskab. Nu kunne der måske blive tid til at sætte dem i rammer.

Der blev tid. Ugen efter valget måtte hun i gang med at pakke kontor nummer 146 på Christiansborgs mellemetage sammen.

»Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det vemodigt, at skulle pakke sammen og forlade Christiansborg. Som jeg skrev på Facebook: ’Så føler jeg mig lidt som en narkoman, der skal på afvænning’. Det er lidt som at tage en kold tyrker,« fortalte Özlem Cekic i en pause fra nedpakningen.

22. juni var det tid til at sige farvel til Christiansborg for Özlem Cekic. Sammen med en praktikant gik hun i gang med at pakke kontoret ned.
22. juni var det tid til at sige farvel til Christiansborg for Özlem Cekic. Sammen med en praktikant gik hun i gang med at pakke kontoret ned. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Første indvandrerkvinder

I 2007 blev Özlem Cekic en af de første kvindelige politikere med indvandrerbaggrund, der blev valgt ind i folketinget. Som uddannet sygeplejerske blev hun naturligt sundheds- og psykiatriordfører for SF. Derudover var hun partiets ligestillings- og medieordfører. Otte år fik hun på ’Borgen’. Hun blev kendt som politikeren, der kæmpede en indædt kamp for at bygge bro og skabe forståelse mellem forskellige religioner. En vigtig kamp. En kamp mod had.

Men samtidig kæmpede hun med at finde tid til sin mand og sine tre børn derhjemme. Selv ønskede hun ikke at forlade Christiansborg, men måske hendes familie og hendes krop var glad for, at det endte på den måde. For hun havde svært ved at lade arbejdet ligge.

Under folketingets åbning i 2014 fik hun taget en selfie med landets statsminiter Helle Thorning-Schmidt og Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014
Under folketingets åbning i 2014 fik hun taget en selfie med landets statsminiter Helle Thorning-Schmidt og Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014 Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Stress

Det var tæt på at koste hende dyrt, da hun i 2012 ignorerede signalerne fra sin krop. Henover sommeren blev hun indlagt med mistanke om en blodprop og hun havde cyster i æggestokkene, der pludselig sprang.

Ubehaget begyndte allerede i foråret 2012, hvor hun arbejdede i døgndrift for at forhindre at regeringens skattereform blev vedtaget. En septemberdag i 2012, hvor Özlem Cekic sad i familiens Toyota Avensis stationcar, fik hun en sms fra SFs daværende formand Villy Søvndal. Selvsamme dag ville han trække sig som formand.


Sms’en stod så utydeligt, at hun tog brillerne af for pudse dem. Det hjalp ikke. Først da hun prøvede at læse beskeden med et øje, gik det op for hende, at hun ikke kunne se på det venstre øje. 70 pct. af synet var røget. Ôzlem Cekic fik en akut henvisning til Glostrup Sygehus.

Efter flere dages undersøgelser gik det helt galt. Undskyldende mødte hun op på sygehuset. En time forsinket, fordi hun ikke kunne genkende veje og bygninger i området – steder som hun ellers kendte godt. På sygehuset spurgte en overlæge mistænksomt, om hun havde stress. ’Nej, det har jeg da i hvert fald ikke’, lød det prompte. Men virkeligheden var en helt anden. Hun led massivt af stress.

At det gik så galt er ikke underligt. For Özlem Cekic har svært ved at lægge arbejdet fra sig.

Hun beskriver sig selv som en Duracell-kanin, der hver morgen står op klokken kvart i seks. Hun læser samtlige aviser og tjekker nyhedsflowet. Sådan var rutinen, mens hun sad på Christiansborg,og sådan var det flere uger efter livet på ’Borgen’.
Özlem Cekic kan arbejde i døgndrift i troen på, at »nu må der snart komme et resultat«.

Det har kostet på hjemmefronten. Det har ikke hørt til sjældenhederne, at aftensmaden er blevet aflyst fem minutter, før den var klar, fordi der lige skulle gives et interview, eller der var et vigtigt møde. En arbejdsuge på mellem 60 og 70 timer har gjort det svært at se de tre børn. Ofte har hun været ude af døren, før de stod op og er først kommet hjem igen, når de var puttet af manden Devrim, som hun af samme grund har den dybeste respekt for.

Men når telefonen ringer har hun svært ved at lade den være. Det kan jo være vigtigt.

Arbejdsnarkoman

Hun trækker et eksempel frem. For et par år siden var hele familien samlet om en god film, da telefonen ringede. Under store protester fra de tre børn, tog Özlem Cekic den. Tanken om det kunne være vigtigt fik hende til at afbryde familiehyggen.

I den anden ende var en soldaterveteran. Han var kommet hjem fra sin udsendelse og led af posttraumatisk stress. Soldaten fortalte, hvordan han stod til at miste sin bolig og de to talte i tyve minutter. Det var ikke en glad familie, der ventede hende, tilbage til sofaen.

Men hun fik hjulpet veteranen, der kunne beholde sin bolig.

»Det er da fedt. Så var det værd at misse filmen med min familie. Jeg plejer at sige til mine børn, at de er så heldige og privilegerede, at de bor i et land med tag over hovedet og uden bomber på gaden,« siger Özlem Cekic.

Lysten til arbejde – konstant for en sag – har været med til at definere Özlem Cekic som politiker. Efter skattereformen i 2012 kæmpede hun sig tilbage – i strid modvind. Hun gik imod sit eget parti og stemte imod regeringens skattereform. Handlingen kostede hende alle sine ordførerskaber, og hun balancerede på kanten af en eksklusion. Flere rådede hende til at forlade dansk politik – eller at skifte parti. Men sådan er Özlem Cekic ikke.

»Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at det er for hårdt, og nu må jeg hellere bakke ud. Det har jeg aldrig gjort, så skulle jeg nok have lavet noget andet,« forklarer hun.

Det skyldes i høj grad hendes opdragelse i fagbevægelsen.

Før hun blev politiker, var hun tillidsrepræsentant på Bispebjerg Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling, hvor hun var sygeplejerske.

Arbejdet lærte hende én vigtig lektie. Sagen kommer før personen.Selvom det nogen gange har været op ad bakke, har hun altid husket, at sagen kom i første række.

Den tilgang har hun forsøgt at holde sig for øje under hele sin politiske karriere.

»Det handler ikke om Özlem. Derfor har jeg under politiske diskussioner aldrig kritiseret et menneske ved navn, for det handler ikke om dem, men om sagen. Det er en politisk uenighed,« siger hun.

Den 27. november 2007 havde Özlem Cekic første arbejdsdag på ’Borgen’. Hun ankom sammen med manden, Devrim, og deres nyfødte barn.
Den 27. november 2007 havde Özlem Cekic første arbejdsdag på ’Borgen’. Hun ankom sammen med manden, Devrim, og deres nyfødte barn. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Struktur

Når hun skal tage stilling til svære politiske spørgsmål kan hun ofte tænke sig om i flere uger, før hun træffer en beslutning.
Når den så er truffet kan intet til gengæld lave den om. »Ikke engang hvis min bedstefar stod op af graven«, som hun beskriver det.

På hjemmefronten er det ikke meget anderledes. Med en arbejdsuge på 70 timer, har det krævet planlægning. Hver søndag har familien holdt søndagsmøder for at få skemaerne til at gå op. 

Evnen til at sætte ting i systemer hjalp hende op ad hullet, da hun gik ned med stress.

En sygemelding blev det aldrig til. I stedet begyndte Özlem Cekic hos en stress-psykolog, der gav hende redskaberne til at komme videre.
Hjælpen var et system, hvor hun noterede plusser og minusser på en liste – hver dag. Plusser for ting, der gav hende energi og minusser for det modsatte. Hver dag skulle listen gå i plus eller som minimum i nul.

Takket være systemet, er det intet, der tyder på at Özlem Cekic igen går ned med stress. Heller ikke ærgrelsen over fyringen fra folketinget får hende til at grave sig ned. Personligt blev det nemlig til et rigtig flot valg. Med 7.104 personlige stemmer fik hun 2.000 flere end ved forrige valg og var den SFer, der fik næstflest stemmer, kun overgået af partiformand Pia Olsen Dyhr.

I dagene efter valget strømmede det ind med e-mails fra folk, der beklagede Özlem Cekics farvel til dansk politik og kondolerede.
»Jeg hørte folk snakke som om, jeg var død. At der næsten skulle en genopstandelse til, før jeg kommer tilbage. Det er et underligt begreb, ’at komme tilbage’. Jeg bliver ved med at lave det, jeg hele tiden har lavet. Det bliver bare på nogle andre platforme,« siger hun.

 

Ingen husmor

Hverdagen udenfor Christiansborg er en realitet. Sommeren har hun brugt i Italien med familien. Det har været godt.

»Da jeg fortalte valgresultatet til min søn på seks år, sagde han »Har du så mere tid til os mor?« Jeg blev trist og faktisk rigtig ked af det. Der har nok ikke været nok tid til mine børn. Derfor glæder jeg mig til at stå op med familien, og ikke blive forstyrret midt i morgenmaden,« sagde Özlem Cekic først på sommeren.

Planer er der nok af. Bonderoserne, som hun efter valget plantede foran huset skal passes. Omsider skal hun have sat malerierne i rammer. Det er fint at have tid, men hun kommer ikke til at hænge fast derhjemme.

»Jeg bliver aldrig husmor. Det ville være spild af ressourcer og kompetencer. Det gælder om hele tiden at finde balancen. Jeg vil geren efteruddanne mig, forsat blande mig i den offentlige debat og skrive alle de kronikker, jeg aldrig nåede før,« siger hun.