Renee Madsen er vokset op med en alkoholiseret mor og en plejefamilie, der ikke forstod hende. Som voksen har hun brudt med begge – og fundet en ny familie blandt Københavns hjemløse.
»Min mor var kun 18 år, da hun fødte mig. Hun var en vild pige, der levede som stripper og model,« fortæller Renee Madsen. Selv husker hun ikke noget fra sine første år, men hun har fået fortalt, at hun tit blev passet af folk, fordi hendes mor skulle på druk.
Til gengæld kan hun huske, at hun som fire-årig var på flugt med sin mor. Med benene på nakken og tommelfingeren ud gik turen fra Danmark til Holland. Bag sig efterlod de moderens voldelige kæreste.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om en lille piges skæbne, som blev afgjort af en fordrukken stripper-mor og en fraværende plejefamilie. Læs Renee Madsens fascinerende og barske historie om et liv i ensomhed...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Renee Madsen er vokset op med en alkoholiseret mor og en plejefamilie, der ikke forstod hende. Som voksen har hun brudt med begge – og fundet en ny familie blandt Københavns hjemløse.
På Renee Madsens venstre underarm står ’Junetwentyninetwothousandandtwelve’. Det er en mærkedag. For det var den dag, hun holdt op med at drikke. Rettede ryggen og besluttede sig for at begynde at gøre noget for andre.
I dag hjælper den 31-årige kvinde Københavns hjemløse med at få varmen og holde humøret oppe. Hun strikker huer, der kan varme de hjemløse og hjælper dem med stort og småt. Det er langtfra et tilfælde, at det er de hjemløse, Renee Madsen bruger sine kræfter på. For det var blandt dem, at hun fandt en familie, da hendes egen svigtede.
På flugt med mor
En kold eftermiddag indfinder hun sig på en røgfyldt vinstue i midten af København. Hun bestiller en alkoholfri øl og sætter sig til rette. Klar til at fortælle sin historie.
»Min mor var kun 18 år, da hun fødte mig. Hun var en vild pige, der levede som stripper og model,« fortæller Renee Madsen. Selv husker hun ikke noget fra sine første år, men hun har fået fortalt, at hun tit blev passet af folk, fordi hendes mor skulle på druk.
Til gengæld kan hun huske, at hun som fire-årig var på flugt med sin mor. Med benene på nakken og tommelfingeren ud gik turen fra Danmark til Holland. Bag sig efterlod de moderens voldelige kæreste.
»Da vi kom hjem, afleverede hun mig på et børnehjem. Året efter blev jeg hentet af en plejefamilie. Min biologiske mor sagde altid, at plejefamilien kun var ude på at tjene penge på mig. Jeg skulle f.eks. betale for deres nye bil,« siger Renee Madsen.
Hun så sin mor hver weekend.
»Men hun var prostitueret og boede altid et nyt sted. Nogle gange hos sin alfons. Enten havde hun ingen penge, eller også skulle jeg ud at finde hende på et værtshus. Hjemme drak hun mere og mere og begyndte at tude og undskylde alting. Så sad vi og ’bondede’ lidt, inden hun blev aggressiv og gik på værtshus – igen. Så sad jeg dér alene, bange og ked af det foran nat-tv. Jeg levede af frosne røde pølser, når jeg var hos hende, og hun fik tit bank, mens jeg var der,« husker Renee Madsen.
Hjemme hos plejefamilien var alting anderledes – og alligevel ikke meget bedre.
»I de 12 år, jeg var hos dem, tror jeg ikke, at jeg sammenlagt talte tre timer med min plejefar. Min plejemor gik meget op i, at alting så pænt og ordentligt ud. Hvis man var ked af det, måtte man gå ind på sit værelse, indtil man kunne smile igen,« siger hun.
I dag har hun intet forhold til hverken sin biologiske mor eller sin plejemor.
Druk og byture
Da Renee Madsen var 17 år, slap både kommunen, plejefamilien og alle andre deres tag i hende. Hun fik en et-værelses lejlighed i Aarhus og et par velmente råd om at gå i gang med en uddannelse. Men det var svært.
»Jeg var meget ensom og gik meget i byen. Jeg sov rundt omkring hos folk og kunne ikke komme op at gå i skole. For jeg drak alt for meget,« husker hun.
De følgende år flyttede hun frem og tilbage mellem Aarhus og København.
»Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sad på en bar i Istedgade og spurgte, om jeg ikke kunne få job som servitrice – for en fadøl. Jeg mødte en junkie og spurgte, om hun ville hænge ud med mig – for penge. Jeg hang ud med grønlænderne på Centralhjørnet. Jeg blev fyret fra et job, fordi jeg stadigvæk var fuld kl. 12 om formiddagen, og havnede engang i Korsør, fordi jeg faldt i søvn i toget i en brandert. Jeg var generelt ligeglad med mig selv og glemte alt om alle andre. Jeg blev mere og mere som min mor, der altid skulle ringe til folk om natten og være fuld i røret. På et tidspunkt var jeg så ensom, at jeg begyndte at hænge ud med de hjemløse. Jeg drak meget, men endelig følte jeg mig som en del af en familie. De interesserede sig for mig, og det var altid dem, der fik mig tilbage i skolen. Det holdt bare aldrig, for jeg drak i bølger, og når jeg drak, kunne jeg ikke passe skolen.«
På en druktur for 12 år siden mødte hun bartenderen Ben fra Australien. I mange år havde de et langdistanceforhold, hvor de rejste mellem Danmark og Australien, men i fem år boede Renee Madsen i Australien. Det hjalp hverken på ensomheden eller drikkeriet.
»Det vilde liv eskalerede. Jeg var kok, arbejdede 66 timer om ugen og drak meget mere end i Danmark. Ben sad og ventede, når jeg var på druk i dagevis. Indimellem var han tæt på at ringe til politiet,« husker hun med en hovedrysten.
»Jeg havde mange blackouts, tog gerne på druk 14 dage i træk, og når jeg var fuld, handlede det kun om mig.«
Det massive alkoholmisbrug drev efterhånden over i en regulær depression
»Jeg savnede Danmark, og efter fem år ville jeg bare hjem. Den 29. juni 2012 besluttede jeg mig for aldrig at drikke mere,« siger Renee Madsen og kigger ned på sin tatoverede underarm.
»Nu er det kun de her,« siger hun og løfter sin anden alkoholfri øl op til læberne.
Begyndte forfra
Da hun sad i København et par dage senere, var det med en nyfunden ædruelighed og et mål i livet:
»Jeg skulle bygge mit liv op uden alkohol.«
Vejen gik via de hjemløse, som havde samlet Renee Madsen op i sin tid. Det var dem, der havde holdt fast i hende. Dem, som gentagne gange havde fået hende til at stille flasken fra sig og gå tilbage i skole. Derfor var det også helt naturligt dem, der skulle nyde godt af hendes nye energi og overskud.
Hun begyndte at strikke huer til de hjemløse. Det seneste år har ’Hueforbi’ delt 100 huer ud til kolde hjemløse hoveder. Størstedelen af dem hækler og strikker Renee Madsen selv, men hun får hjælp fra frivillige i hele landet.
»Jeg plejer at spørge til de hjemløses yndlingsfarve, og så laver jeg en hue i den farve. Jeg har dog en regel om, at jeg kun laver tre huer til hver. Hvis de smider den væk for fjerde gang, får de en fra genbrugsbutikken,« siger hun med et smil.
Den københavnske vinter er hård for de hjemløse. Hver morgen cykler hun ud med te til dem. De kan godt lide at tale med hende, og hun har indrettet sit liv, så hun har mulighed for det ved siden af sit job på et reklamebureau.
»Jeg arbejder kun fire timer om dagen. For jeg vil have tid til de hjemløse. Jeg ringer rundt til bagere for at få gammelt brød, skaffer donationer af hundemad til deres hunde og sørger for varmt tøj. Derudover vil jeg gerne være med til at ændre folks syn på de hjemløse,« siger hun.
»En hjemløs blev gennembanket, så han stort set ikke kunne stå på benene. Vi fik fat i en ambulance, men dagen efter fandt jeg ud af, at de havde sat ham tilbage på gaden. Han var jo bare en drukkenbolt,« forklarer hun opgivende.
Renee Madsen bruger meget af sin tid på gadens løse fugle, men de giver også hende noget igen.
»Jeg har fået en stabilitet de seneste tre år. Jeg har fast job, fast bopæl, og jeg drikker ikke mere. Mit projekt kører, og det har givet mig selvtillid, for jeg har gjort det, jeg drømte om. Jeg har skabt mig et liv uden alkohol.«
Hun er ikke færdig med at drømme – om at få sin egen familie.
Ben er stadig i hendes liv. Lige nu er han på arbejde i København, hvor de bor sammen.
»I dag drømmer jeg om et hus med have og om at få et barn. Ellers vil jeg bare gerne have mere at det, jeg har nu. Men jeg skal have ét barn, og jeg skal gøre det ordentligt.«
