23-årige Rikke Skjerk Thomsen måtte flygte fra sit hjem, da hun blev udsat for stalking af en anden beboer i opgangen. Sammen med BT er Rikke Skjerk Thomsen taget tilbage til den ejendom i Randers, hvor stalkingen tog sin begyndelse.

Opret abonnement på PLUS og læs hele Rikke Thomsens historie.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


»Jeg kigger mig over skulderen konstant. Det har ødelagt mig på rigtig mange måder, og jeg bliver aldrig helt den samme.«

23-årige Rikke Skjerk Thomsen må rømme sig flere gange for overhovedet at kunne forme ordene. Hendes brune øjne bliver blanke, og stemmen ryster, når hun fortæller, hvordan hun blev offer for en stalker. En mand, der chikanerede hende så voldsomt, at hun måtte flytte fra sit hjem og nu lever et liv præget af frygt for, at stalkeren vender tilbage.

»Det er en meget ubehagelig følelse, at man på den måde bliver jaget ud af sit hjem. Det er det sted, hvor man burde være mest tryg, men det ødelagde han fuldstændig,« siger hun.

Sammen med BT er Rikke Skjerk Thomsen taget tilbage til den ejendom i Randers, hvor stalkingen tog sin begyndelse. Selvom det er mere end et halvt år siden, hun sammen med sin kæreste måtte flytte fra deres lejlighed på tredje sal, vækker det stadig ubehag i Rikke Skjerk Thomsen at være tilbage i det område, hun normalt holder sig langt væk fra.

»Han bor der ikke mere, men stedet er stadig forbundet med rigtig mange dårlige oplevelser,« siger Rikke Skjerk Thomsen.

I foråret 2014 flyttede hun sammen med sin kæreste ind i hans lejlighed i Randers. Eksamensperioden var oppe over, og derfor sad hun hjemme, hvor pensum blev læst og eksamen forberedt. En dag bankede det på døren, og da hun åbnede, viste det sig, at det var en mand, som også boede i ejendommen, der stod udenfor. Det var hendes første møde med stalkeren, men dengang anede hun ikke, hvordan det ville udvikle sig.

Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov
Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

Han kom igen og igen

»Han blev ved med at komme og banke på. Nogle gange ville han have hjælp til noget, andre gange kom han og spurgte, om jeg havde hørt underlige lyde. Han kom igen og igen, og til sidst fik jeg min kæreste til at bede ham om ikke at komme hele tiden, for det var næsten altid, når jeg var alene hjemme,« fortæller Rikke Skjerk Thomsen.

Lørdag 24. maj 2014 skulle Rikke Skjerk Thomsens kæreste hjælpe en ven med at flytte. Hun sov stadig, da han tog afsted og opdagede derfor ikke, at han havde forladt lejligheden. Da hun vågnede ved en mands berøring, troede hun, at det var kæresten, der lå ved siden af hende.

Først da hun lagde sin hånd bag sig for at nusse kæresten i håret, gik det op for hende, at det slet ikke var kæresten, der rørte ved hende.

»Jeg fløj op af sengen og råbte, hvad han havde gang i. Han sagde, at han bare ville hygge. Jeg begyndte at ryste, gik helt i panik og ringede til min kæreste, som skyndte sig hjem,« fortæller Rikke Skjerk Thomsen.

Naboen havde ifølge Rikke Skjerk Thomsen lirket låsen til lejlighedens bagdør op og var på den måde kommet ind i lejligheden.

Parret pakkede straks de mest nødvendige ting og tog væk fra lejligheden i nogle dage. Episoden blev anmeldt til politiet, som sigtede underboen for blufærdighedskrænkelse og ulovlig indtrængen. Det stoppede dog ikke underboen i at opsøge Rikke Skjerk Thomsen.

»Han banker på, ringer på og tager i døren. Han bliver bare ved og ved og ved,« fortæller hun.

Mens chikanen fortsætter, forsøger Rikke Skjerk Thomsen at få et polititilhold mod manden. Det viser sig at være svært, fordi stalkeren bor i samme opgang som hende. Seks måneder efter, Rikke Skjerk Thomsen vågnede op i sin seng med underboen ved siden af sig, lykkedes det hende endelig at få tilholdet.

»Jeg var så lykkelig, for jeg tænkte, at nu stopper det endelig. Men det gjorde det ikke. Han blev bare ved, og hele min verden faldt sammen. Jeg var så bange,« siger Rikke Skjerk Thomsen.

Hun fremviser anmeldelserne til politiet, hvoraf det fremgår, at underboen i løbet af få dage overtrådte sit tilhold syv gange. Parret har længe været i gang med at lede efter et nyt hjem, og i marts 2015 kan de endelig forlade ejendommen og flytte ind i en ny lejlighed. Da de flyttede, stoppede stalkingen, men problemerne forsvandt ikke. Den psykiske påvirkning gennem mange måneder har påvirket Rikke Skjerk Thomsen i en sådan grad, at ’hver dag er en kamp’.

Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov
Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

Posttraumatisk stress

En psykiater har vurderet, at hun har symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD, red.), og hun går i terapi hos en psykolog.

»Det gør mig utrolig ked af det. Jeg har altid været et glad, socialt og udadvendt menneske, men nu er jeg indelukket og bange, og jeg tør ikke gå ud alene. Alt det, der er sket, fylder 80 pct. af mine tanker, og hver dag er en kamp,« siger Rikke Skjerk Thomsen.

I august i år blev Rikke Skjerk Thomsens stalker kendt skyldig i ulovlig indtrængen og blufærdighedskrænkelse. Stalkeren har dog ikke fået sin straf, da han først skal mentalundersøges, så det kan vurderes, om han skal idømmes en fængselsdom eller en behandlingsdom.

Den 23-årige kvinde tror først, hun får det bedre, når sagen er endegyldigt slut. Hvornår det bliver, ved hun stadig ikke.

»Det piner mig rigtig meget, at der ikke er kommet en afslutning på det endnu. Jeg vil gerne bare kunne putte det hele i en æske, som jeg kan gemme væk. Jeg kan ikke få ro og overskud til at komme videre, før det hele er afsluttet.

Men selvom han snart får sin dom, så kan han anke, og så går der endnu længere tid. Det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på,« siger Rikke Skjerk Thomsen.

Efterlyser ensretning

Der går for lang tid fra, at et offer anmelder stalking til politiet, til der falder dom i sagen. Det siger Lise Linn Larsen, direktør i Dansk Stalking Center, som efterlyser ensretning i politiets behandling af sager om stalking.

»Der er behov for en paragraf i loven, som omhandler stalking. Som det er nu, kan man ikke dømmes for stalking, og det skal der laves om på. Samtidig er der behov for en ændring i sagsbehandlingen, så der går kortere tid, fra politiet modtager anmeldelsen, til retten afsiger en kendelse. Stalkingudsatte bør sidestilles med voldsofre, for stalking er en form for psykisk vold,« siger Lise Linn Larsen.

Direktøren fremhæver et eksempel, hvor en af centerets brugere, en mand der gennem flere år er blevet stalket af en kvinde, for seks måneder siden anmodede om et tilhold mod stalkeren. Først i løbet af oktober kan han få et møde med politiet.

»Vi oplever, at der er en meget forskellig behandling af sagerne fra politikreds til politikreds, og det er vores opfattelse, at der er behov for en ensretning af indsatsen. Der går alt for lang tid, fra der fremsendes en begæring om et tilhold, til der træffes en afgørelse. Det fortæller noget om, hvor presset politiet er, og understreger netop behovet for en indsats på området,« siger Lise Linn Larsen.

Den kritik har Jørn Kjer, politiinspektør og chef for Nationalt Forebyggelsescenter, svært ved at genkende.

»Der vil altid være en periode med sagsbehandling, for vi skal have mulighed for at tale med begge parter, før der udstedes et tilhold. Sådan er loven, men der skal selvfølgelig tages hånd om det hurtigst muligt. Sagerne behandles ens i alle kredsene i henhold til den vejledning, Rigsadvokaten har udsendt,« siger Jørn Kjer og uddyber:

»Stalking er bestemt et område, som vi har fokus på, og vi gør en målrettet indsats for hele tiden at blive endnu bedre. Hvis Dansk Stalking Center har en oplevelse af, at der er noget, der kan blive bedre, så vil jeg meget gerne drøfte det med dem næste gang, vi mødes.«

Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov
Rikke Thomsen 23-år fra Randers har været udsat for en stalker, der blandt andet var brudt ind i hendes lejlighed og lagde sig i hendes seng imens hun sov Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

Tusindvis bliver stalket

I den danske straffelov er der ikke en paragraf, der omhandler stalking, hvorfor politiet må gøre brug af bestemmelserne i loven om tilhold, opholdsforbud og bortvisning i sager om stalking. Derfor findes der ikke tal for, hvor mange domme der falder i sager, som omhandler stalking, da loven også bruges i sager, hvor der ikke er tale om systematisk og vedvarende forfølgelse. Af en rapport, som Justitsministeriets forskningskontor udarbejdede i 2013, fremgår det, at 100.000 - 132.000 danskere var blevet udsat for stalking inden for det seneste år.

Lise Linn Larsen forklarer, at mange af de stalkingudsatte, som Dansk Stalking Center er i kontakt med, oplever store personlige konsekvenser som følge af den lange sagsbehandlingstid på området.

»Det påvirker de stalkingudsatte voldsomt, at der går så lang tid, før der kommer afklaring. De får det typisk dårligt og bliver meget stressede, og mange må sygemeldes i en kortere eller længere periode. I yderste konsekvens kan det koste dem jobbet, fordi de ikke er i stand til at passe det længere på grund af stalkingen,« lyder det fra direktøren.