En halv million af os har grinet og grædt med dem. Af dem. For dem. De fire skæbner fra DR-dokumentaren 'Ro i sjælen', som i fire uger modigt har delt deres liv og tanker med os. Tanker om, hvordan man forholder sig til fremtiden, når man lider af uhelbredelig kræft.
Sidste afsnit er tonet ud. Og nu er de 4 kun 3. Kort før jul sidste år tabte 65-årige Vinni Povlsen kampen.
Så hvordan er det gået Karina, Henrik og Torben, siden kameraerne slukkede? Og hvorfor blev Vinni ikke forsonet med sin datter?
For at læse artiklerne i denne pakke skal du oprette abonnement på BT PLUS. Det koster kun 29 kr. pr. måned - første måned er gratis og uden binding - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, rørende indblik, afsløringer og vedkommende guider til dit liv.
Blev aldrig genforenet med sin datter
Stædigheden holdt fast i Vinni fra ’Ro i sjælen’ til det sidste, og hun evnede ikke forsoningen, hun drømte om
Hun tabte til kræften, 65-årige Vinni Povlsen. Måtte tage afsked med livet længe før, hun var parat. Men det var ikke kun sygdommen, der fik bugt med hende. Stædigheden gjorde det også. Hun gik i graven uden at få ro i sjælen.
I fire uger har knap en halv million danskere med fugtige øjne fulgt fire helt almindelige mennesker og deres kamp mod kræften. Har siddet med en klump i halsen foran fjernsynet, når DR dokumentaren ’Ro i sjælen’ er bølget ud i stuen og har givet indblik i fire menneskers op- og ned-ture, mens de på hver sin måde har prøvet at forlige sig med at have en dødsdom hængende over hovedet. Og den tidligere tankbestyrer fra Stenløse Vinni Povlsen var én af dem. Som ikke kun kæmpede mod sygdommen, men inderst inde også med savnet af den datter, hun fem år tidligere havde kappet båndet til.
Det uafsluttede kapitel
Men levede drømmen om en forsoning i hende, så tog hun den med i graven. Om morgenen den 6. december 2014 døde Vinni Povlsen. På Herlev Hospital. Uden at blive genforenet med sin datter. Og det uafsluttede kapitel kan gøre Vinni Povlsens søster Jane Bernth om ikke vred, så i hvert fald trist.
Kæmpede til det sidste
»Jeg kan godt sidde og græde over det. Misforstå mig ikke. Jeg elsker min søster. Men hun var så stædig og ville ikke række hånden ud. Jeg kender historien bag, og det var Vinni selv, der skabte den konflikt, der var der. Det var hende selv, der lagde afstand til datteren,« fortæller Jane Bernth, som ikke ønsker at udbasunere årsagen til konflikten.
»Den sidste måned inden Vinni døde, kæmpede jeg med hende for at tage det skridt mod forsoning. Men hun ville bare ikke,« siger Jane Bernth.
Datteren bor tilmed i samme by, og har et nært forhold til sin moster. Derfor fulgte hun fra sidelinjen løbende med i moderens liv. Vidste, hvornår der var sejre. Vidste, hvornår tingene så allersortest ud. Vidste, at det lakkede mod enden.
»Hendes datter er en pragtfuld pige, som ville have gjort alt, hvis Vinni havde rakt ud mod hende. Og jeg kan sagtens forstå det fra hendes side, forstå hvorfor hun ikke tog kontakt. For Vinni var virkelig ikke sød der. Godt nok holder jeg meget af min søster, men jeg kan sagtens se hendes fejl. Og det her var hun selv skyld i, men kunne ikke finde det i sig selv at række ud. Selv på det allersidste sagde hun nej,« siger Jane Bernth, som også selv har haft sine ture med lillesøsterens stædighed.
»Jeg kan huske én gang, mens vi begge boede i København, hvor hun pludselig bare var flyttet. Uden en lyd. I tre til fire år hørte jeg intet fra hende. Først da min mand og jeg flyttede til Ølstykke og fandt ud af, at hun også boede der, fik vi kontakt igen. Men den dag i dag er jeg helt uforstående overfor, hvad der skete. Hun ville ikke tale om det. Hun var bare sådan én, som, hvis noget gik hende på, eller hun ikke fik sin vilje, så blev hun sur. Sådan har hun været, siden hun var barn,« fortæller Jane Bernth, som gennem et langt liv havde lært at vende det blinde øje og døve øre til lillesøsterens særhed.
»Men det her forstår jeg bare ikke. Inderst inde elskede hun sine børn og børnebørn. Og derfor kan jeg slet ikke følge hendes stædighed omkring denne konflikt.«
Drømte om jul med familien
Forsoningen med datteren var ikke det eneste, Vinni Povlsen ikke nåede. Hun drømte om at fejre jul med familien. Hun drømte om en sidste tur i Tivoli og Zoologisk Have. Også de drømme tog hun med i graven.
De to søstre boede få hundrede meter fra hinanden. Og gennem hele sygdomsforløbet har Jane Bernth stået last og brast med Vinni Povlsen og været den skulder, der kunne grines og grædes ved. Og selvom hun længe havde vidst, hvor det bar hen, kom det som et kæmpe chok, da hun fik at vide, at hendes søster denne gang ikke kom hjem fra hospitalet.
Holdt hinanden i hånden
»Det slog mig fuldstændig ud,« siger Jane Bernth, som dog er taknemmelig over, at hendes søster ikke døde alene.
»Jeg fik trillet en seng ind ved siden af hende. Og selvom hun ikke var ved bevidsthed, lå vi og holdt hinanden i hånden. Lige til det sidste,« siger Jane Bernth.
Tårerne kommer let for tiden. Lidt for let. At følge med i programmet onsdag efter onsdag tærer på hendes følelsesmæssige filter. Men én ting varmer - trods alt - hendes hjerte. Og det er, at Vinni Povlsen i det mindste nu er blevet genforenet med Elo. Manden, som hun mistede for ti år siden, og hvis død hun aldrig kom sig over.
»Vinni havde planlagt alt til sin bisættelse. Ned til mindste detalje. Så efter præstens tale blev der spillet temaet fra ’Elvira Madigan’, som handler om at møde sin kærlighed i døden. Og det gjorde hun. Nu ligger de igen ved siden af hinanden.«
