Konkurrencemennesket Sisse Fisker har været i krise, siden en ryglidelse tvang hende til at droppe sport. Nu har hun opdaget, at endorfinerne også kan rulle af velgørenhed og har sagt sit job op, for at gøre plads til andet end ’mig, mig, mig’.
Opret abonnement på PLUS og læs hele interviewet med Sisse Fisker som har været vært i otte år på Aftenshowet på DR. Her fortæller hun frit om hvordan hun blev nødt til at hive i håndbremsen og se, om livet kunne skrues anderledes sammen.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
I november sidste år flyttede Sisse Fisker ind hos en familie på Costa Rica. I en uge boede hun med flere generationer af kaffedyrkere ‘i et hus uden wifi eller noget’.
»Den måde, de var sammen med deres ældre og børn på, var så anderledes. Der var et par blebørn og to børn i børnehave-alderen. Hele dagen var de sammen med deres forældre, onkler, tanter og bedsteforældre. Når de voksne gik på arbejde, var børnene med i marken eller i køkkenet. De hjalp til, der var ikke hele tiden nogen, der skulle lege med Lego eller spille spil med dem.«
Oplevelsen fik hende til at vende blikket indad.
»Jeg så mine børn mellem kl 17 og 19, hvor de er fuldstændigt smadrede og i øvrigt kun hver anden dag, fordi jeg var på Aftenshowet. Vi løb så skide stærkt, fordi vi skulle have penge til bil og hus og pænt tøj.«
Nu har hun gjort det, de fleste af os med jævne mellemrum drømmer om. Hun har stukket en kæp i hamsterhjulet og er trådt ud af det.
Aftenshowet
I otte år har hun, som vært på Aftenshowet på DR, talt seerne igennem alt fra finanslovsforhandlinger til julebag. Hun har lavet rejseprogrammer og livsstilsprogrammer som ‘Ha’ det godt’, ‘Skat eller skrammel’ og det netop afsluttede ‘Et glimt af Danmark’. Men i august droppede hun sit gode, faste DR-job, for at få tid til det, hun synes er allervigtigst.
»Jeg kunne mærke, at det var nu, jeg skulle stoppe op og se, om livet kunne skrues anderledes sammen,« siger hun.
Det var ikke sådan en ‘over night’-beslutning. To oplevelser inspirerede hende. Rejsen til Costa Rica. Men mest af alt, at hun sidste vinter var ‘nede med ryggen’. Hun havde fået to diskusprolapser og en betændelsestilstand, kaldet modiac-forandringer i ryggen, som det krævede 100 dages intensiv antibiotika-kur at kurere.
»Jeg har altid været sådan en superwoman, der kunne alt. Pludselig fandt jeg ud af, hvor skrøbeligt livet er. På et tidspunkt troede jeg jo, det var kræft. De fire måneder, hvor jeg lå på sofaen, fik jeg virkelig tid til at tænke over, hvad der er vigtigt. Er det at fise afsted og presse mig selv helt vildt? At spise smertestillende piller for at kunne gå på arbejde men ikke at kunne løfte mine børn?«
At svaret var nej, opdagede hun, da hun sidste forår fik et tilbud om at lave en programserie om de fem steder i verden, hvor folk lever længst. Det var derfor, hun var i Costa Rica. Derfor hun har været på Sardinien, i Californien, Japan og Grækenland.
Samtlige steder har hun boet privat og undersøgt, hvad hemmeligheden bag det lange liv er. Hun har lært om vigtigheden af sund mad, god tid, naturoplevelser og gode relationer.
Nu er hun er ved at lægge sidste hånd på en bog om rejserne. Samtidig forsøger hun at ændre rutinerne i sit eget liv, så hendes drømme i højere grad kommer til at stå mål med virkeligheden.
Ryggen
Det med ryggen har fyldt ’sindssygt meget’ i Sisse Fiskers liv de seneste år. Selvom hun har fået det bedre, har der været masser af ’ups and downs’ siden hun vendte tilbage fra sin sygemelding.
En MR-scanning i juni i år fastslog, at hun skal betragte sig selv som kronisk rygpatient. Lægerne har anbefalet et længere forløb med fysioterapi, kiropraktik, massage og træning.
»Mindst et halvt år, hvor jeg giver mig tid til at træne på den rigtige måde. Ikke noget vildt som løb, men genoptræning af bækkenbund og core-træning, at blive rykket lidt og manipuleret lidt.«
Hun forsøger at gøre det to til tre gange om ugen. Bl.a. går hun til styrketræning i et varmt lokale, lidt a la hot yoga.
»Det er hård træning, men det giver ikke det samme som løb. For det er bare mig selv, jeg konkurrerer imod. Der er ingen målstreg, der skal nås, eller andre jeg skal overhale. Det er det, der gør det så skide kedeligt,« siger hun og stikker to fingre i munden, for at trække en tandbøjle ud. Hun lader den forsvinde i et plastic-itui, og konstanterer tørt:
»Ja, jeg er i gang med det helt store forløb op til 40-års krisen.«
Sisse Fisker er det ’vildeste konkurrence-menneske’, og hun savner at kunne konkurrere.
»Så går jeg der og lader som om, at det ikke betyder så meget...,« siger hun og lader øjnene vandrer ud af vinduet. Tænker lidt – før hun siger:
»Men, når man har haft så ondt og tvivlet så meget på, hvad der var galt, så er det vigtigste jo, at jeg kan komme ud af sengen selv. At Sune ikke skal vende mig om natten. Og at jeg kan tumle lidt med ungerne. Så fuck det der løb,« siger hun og lyder som én, der har sagt det mange gange. Som ved, at det er det rigtige at sige. Men som alligevel er træt af det.
Det er en sorg.
»Jeg har været i kæmpe krise. Det har været min identitet at være hende maratonløberen, hende der cyklede til Paris og jeg har altid været ’en af drengene’, da jeg var på TV2-Sporten og spillede squash, fodbold, håndbold – spillede, spillede, spillede. Jeg har været pissehamrende ked af det. Har tudet, når jeg lå hjemme på sofaen.«
Der er dage, hvor hun slet ikke har ondt. Men så havde hun en dag i Legoland med børnene i sidste uge, hvor hun sad for meget i bilen, og så får hun ’ondt af helvedes til’.
Smerten sidder et bestemt sted sted i lænden, hvor der stadig er betændelse i to knogler.
I første omgang er målet at få en hverdag, hvor hun ikke har smerter. Det skal den nyvundne frihed også bruges til.
»Der er ingen, der tror, at jeg skal til at løbe maraton igen, men lægerne tror, at jeg kan komme til at gå rigtigt, komme til at træne igen og måske løbe fem kilometer.«
Smerten
Sisse Fisker blev sygemeldt, to somre efter hun var blevet gift med arkitekt Sune Mogensen.
»Så lå jeg bare dér.«
»Dengang Sune mødte mig, var jeg maratonløber, hende der dansede på bordene til kl. halv fem om morgenen. Pludselig var jeg hende, der drak danskvand liggende på sofaen nytårsaften og som nærmest skulle bæres i seng kl. halv et.«
Hun har været i tvivl om, hvordan fremtiden ville forme sig.
»Jeg var vant til at være hende, der havde overskud til både børn og sig selv, som kunne lave en fest og løbe en tur. Pludselig havde jeg kun krudt til de allernærmeste. Når Sune kom hjem var det sådan noget med: ‘Aj, i dag har jeg faktisk haft lidt mere ondt end i går’,« siger hun med klynkestemme.
Hun husker særligt én aften:
»Jeg græd: ‘Jeg bliver en dårlig kone – og en svag mor. Du må ikke gå fra mig’.«
Alligevel var det i den periode, hun fik tid og overskud til at arrangere SmilFonden.
Smilfonden
Hun kommer cyklende til vores møde, klædt i jeans, t-shirt og en lang, grøn frakke. Håret er samlet i en hestehale. Looket er afslappet, men neglende er højrøde og blanke, som er hun netop kommet hjem fra fest.
Det er hun faktisk. Dagen før interviewet fløj hun til Nordjylland for at holde fest for indlagte børn på Aalborg Hospital. Hendes egne to drenge var med på turen. Dermed forenede hun to af de ting, hun lige nu har mest lyst til at bruge tid på – sine drenge og velgørenhed.
Sidste år etablerede hun fonden, der har til formål at holde fester for syge børn.
»Jeg havde aldrig fået lavet Smilfonden, hvis jeg bare var fortsat derud af med mig, mig, mig.«
Det kan lyde frelst. Men det er det ikke – kun.
Begge hendes egne drenge har været indlagt og er blevet opereret for lyskebrok. Den ældste blev opereret to gange, da han var helt spæd.
»Fornemmelsen af...hold nu kæft...en baby, der skal faste, og i fuld narkose og skæres i, med alle de risici, der nu er forbundet med det. Det var jo ikke kræft, eller noget han kunne dø af, men alligevel blev alt andet fuldstændigt ligegyldigt i de perioder«.
Hun tænker på de børn, der bliver indlagt igen og igen. Dem, der venter på en ny nyre, eller som skal ind og have blod en gang i døgnet.
»For dem fylder sygdommen jo mere end børnelivet. De bliver mere og mere blege, og der er søskende, der føler sig overset. Det er der ingen familier, der fortjener.«
Indtil videre har hun holdt tre fester med Hr. Skæg, og Shaka Loveless, underholdning og gaver. Og hun har arrangeret en havnerundfart.
Det er hende, der er primus motor, men der er fem mand i bestyrelsen, bl.a. hendes søster.
»Det er sindssygt lærerigt. Jeg har aldrig lavet frivilligt arbejde, før jeg selv blev syg. Når Red Barnet bankede på døren har jeg altid givet en skilling, men tænkt ’Hvem fanden gider bruge fire timer en søndag?’. Men når man selv er nede og ligge, opdager man, hvor meget selv en lille smule hjælp betyder. Så gider man pludselig godt.«
Og det virker – velgørenhed – også for hende.
Faktisk har hun opdaget, at det næsten kan give samme endorfin-rus, som at løbe et maraton.
»Jeg stod og græd til en fest, hvor en lille dreng jublede over en tryllekunstner og lego, der væltede ned over ham. Det frigav
endorfiner og gjorde mig glad på samme måde som en løbetur. Det har ændret mit syn på det der med at gøre noget for andre.«
Jobbet
Det er ikke et ’øko-hippieliv’, og ’for resten af livet’, hun vælger. Det er bare lige nu og her, hun lægger prioriteterne om.
Fremover skal arbejdsugen strikkes sammen af foredrag, bogskrivning, frivilligt arbejde og ‘forhåbentligt’ tv-projekter for DR.
Noget af det giver penge andet bare glæde. Der skal lidt penge i kassen, men det er også nu, der er tid til børn og til at få Smilfonden endnu mere op at køre.
»Går det ikke, har jeg formentligt et fast job igen til efteråret,« forestiller hun sig. For bekymringerne om penge, terminer i villaen i Vanløse og afbetaling af billån, forsvinder jo ikke, fordi man skriver en opsigelse til sin chef.
»Heldigvis bor vi ikke i 200 kvm på Strandvejen. Vi har altid brugt mindre, end vi har tjent, og jeg er vokset op med, at chanel-tasker ikke er noget, man køber, før man er mangemillionær. Så jeg har ikke særligt dyre vaner.«
Det har ikke skortet på tilbud, siden hun på Facebook offentliggjorde, at hun forlod DR. Hun har fået tilbud om at blive kommunikationschef i en sportsklub, eventdirektør, foredragsholder og om at lave reklamer. Konkurrencemennesket Fisker bliver revet med, når folk skriver ’kom’.
»Jeg har skullet huske mig selv på formålet med hele øvelsen. Det var fedt at mærke, at der var alt muligt, jeg kunne vælge imellem. Men jeg skal ikke have et andet fuldtidsjob, begynde at arbejde til midnat og ikke få sovet.«
Hun er nemlig blevet sådan én, der sover.
»Det billigste sundhedsfif overhovedet, jeg mødte på min rejse, er at få sovet de syv timer. Hver aften kl. 22 sharp går jeg op ad trappen. Det er SÅ kedeligt, men jeg kan bare mærke, at det gør noget ved humør og ryg – og alt.«
Sisse Fisker viser sin nyeste gadget frem. Et armbånd, importeret fra Kina, der tæller skridt og søvn og registrerer, hvor mange timers dyb søvn, hun får hver nat. Så kan hun konkurrere lidt med sig selv i den disciplin.
Hun gør det også med skridttælleren. Står den kun på 8.000 skridt om aftenen, bliver hun nødt til lige at tage en tur rundt i området.
»Man skulle tro, det kunne være lige meget. Men så skriver den til mig at: ‘Nu har du rekord’. Så går det jo ikke, at jeg dropper det,« griner hun.
»Jeg er så latterlig med det dér«.
