Susanne Lassen valgte at følge sin drøm. Hun droppede sit faste job og en sikker månedsløn til fordel for livet som fri fugl på arbejdsmarkedet. Det har været hårdt at finde fodfæste, men hun vil aldrig tilbage til kontoret.

Hvem der bare kunne sove en halv time til,« tænkte Susanne Lassen, da hun en tidlig februarmorgen for 10 år siden sad på Roskilde Station.

Hun skulle hjemmefra i god tid for at nå til København, hvor hun arbejdede som kommunikationsmedarbejder i Banedanmark. Turen tog cirka en time hver vej, og toget var pakket med trætte, kolde mennesker, der skulle på arbejde i hovedstaden. Susanne nåede at ærgre sig et par gange til, inden hun nåede frem til kontoret.

»Er det virkelig det her, jeg skal resten af livet? Hvem der bare kunne bestemme selv,« tænkte hun i den mørke, kolde og grå morgen.

 

Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan Susanne Lassen droppede sit faste job og fulgte sin drøm.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Susanne Lassen valgte at følge sin drøm. Hun droppede sit faste job og en sikker månedsløn til fordel for livet som fri fugl på arbejdsmarkedet. Det har været hårdt at finde fodfæste, men hun vil aldrig tilbage til kontoret.

Hvem der bare kunne sove en halv time til,« tænkte Susanne Lassen, da hun en tidlig februarmorgen for 10 år siden sad på Roskilde Station.

Hun skulle hjemmefra i god tid for at nå til København, hvor hun arbejdede som kommunikationsmedarbejder i Banedanmark. Turen tog cirka en time hver vej, og toget var pakket med trætte, kolde mennesker, der skulle på arbejde i hovedstaden. Susanne nåede at ærgre sig et par gange til, inden hun nåede frem til kontoret.

»Er det virkelig det her, jeg skal resten af livet? Hvem der bare kunne bestemme selv,« tænkte hun i den mørke, kolde og grå morgen.

10 år senere – på en solskinsdag – tager samme Susanne Lassen imod i haven ved sit hjem på Falster. Haven gror frodigt, jordbærrene i bedet er allerede røde, og to sorte katte slænger sig i skyggen.

Foto: Sara Gangsted
Vis mere

»At blive freelancejournalist er en gammel drøm. Da jeg læste til journalist, fik vi en dag besøg af en freelancejournalist. Dengang blev man som journalist ansat – enten på en avis, i radioen eller på tv. Men ham her arbejdede som freelancer og havde specialiseret sig inden for miljøjournalistik. Okay, det kan man jo også lave, kan jeg huske, at jeg tænkte. Lige siden har jeg været nysgerrig, og hver gang jeg hørte om nogen, der freelancede, spurgte jeg ind til det.«

Alligevel fik Susanne først job på en avis. Siden skiftede hun til en kommunikationsstilling i Banedanmark. I forhovedet lå en forkromet karriereplan, som med tiden skulle gøre hende til kommunikationschef et eller andet sted. En vedholden stemme indeni sagde, at Susanne skulle beholde sit gode job, for lønnen var sikker og god, ligesom pensionsordningen.

Men i baghovedet lå drømmen om det frie arbejdsliv, hvor tidlige morgentog i februar var skiftet ud med frihed over egen kalender. Desuden drømte hun om at komme ud og møde nye mennesker hver dag, ligesom hun kunne huske det fra de første år i journalistikkens verden. Før internet og sparerunder låste journalisterne fast til skrivebordet.

Et par uger senere sagde hun op.

»Det var til en medarbejdersamtale. Min leder gik i gang med at tale om fremtiden, men jeg stoppede hende og fortalte, at jeg var på vej væk,« husker Susanne Lassen.

Første spadestik

Hendes daværende mand bakkede hende op. De kunne sagtens leve af hans løn, hvis hun ikke kunne få det til at løbe rundt, og Susanne Lassen betragtede ham som et godt sikkerhedsnet.

»Jeg frygtede virkelig, at jeg ikke skulle have noget at lave. Jeg anede ikke engang, hvordan jeg skulle få min første kunde. Jeg havde intet at starte med. Jeg fik et par måneders dagpenge, og så ville jeg bare gå i gang med at sælge et par artikler.«

Susanne satte sig det mål, at hun ville tjene det samme som freelancer, som hun gjorde som fastansat.

Kort efter ringede en avis og bad hende om at blive deres sommerferievikar. Det takkede hun ja til, og dermed var grundstenen lagt til en virksomhed, som ikke har stået stille de seneste 10 år.

Det meste af tiden har basen heddet Falster. Kort efter hun sagde sin faste stilling op, flyttede Susanne Lassen og hendes mand nemlig til Falster. For fire år siden blev de skilt, og Susanne Lassen købte sit eget hus.

»Det kostede 365.000 kroner,« siger hun med et bredt smil.

Selv om hun tjener det samme, som hun gjorde som fastansat og har styr på både pensionsordning og opsparing, er det jo ingen skade til at sidde billigt i det. Alligevel var der i begyndelsen hele tiden en nervøs stemme, som fik hende til at arbejde mere, end hun egentlig kunne holde til.

Danmark er i alt for høj grad et lønmodtagersamfund, mener Susanne Lassen. »Danskerne planlægger deres liv fra måned til måned. Fra løncheck til løncheck,« siger hun. For ti år siden fik hun nok. Droppede den faste check, blev freelancejournalist og bosatte sig på Falster. »Nogle måneder tjener jeg 10.000 og andre 80.000. Herude på landet savner jeg ikke den faste løn,« siger hun. Privatfoto.
Danmark er i alt for høj grad et lønmodtagersamfund, mener Susanne Lassen. »Danskerne planlægger deres liv fra måned til måned. Fra løncheck til løncheck,« siger hun. For ti år siden fik hun nok. Droppede den faste check, blev freelancejournalist og bosatte sig på Falster. »Nogle måneder tjener jeg 10.000 og andre 80.000. Herude på landet savner jeg ikke den faste løn,« siger hun. Privatfoto.
Vis mere

»I starten havde jeg svært ved at sige nej og huske at holde fri. Jeg arbejdede altid i weekenderne og nogle gange til langt ud på natten. Jeg havde svært ved at vurdere hvor lang tid, opgaverne tog, og jeg sagde ja til alt. Jeg var hele tiden bange for ikke at have nok at lave. Ind imellem havde jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, og jeg kunne vågne klokken fire om morgenen og være helt ødelagt. Men man kan jo ikke læse en bog om det her, så jeg var nødt til at gøre mig mine egne erfaringer. Nu har jeg i hvert fald lært at holde weekend,« siger Susanne Lassen, som dog indrømmer, at hun også tjekker mails og laver lidt i sommerferien.

»Men det hjalp, da jeg lærte at prioritere mit arbejde. Jeg laver simpelthen lister over det, der skal laves ’nu’, ’i morgen’ og det der kan vente til ’der bliver tid til det’.«

Væk fra skrivebordet

»Jeg har ikke fortrudt ét sekund. Jeg var simpelthen så træt af mit faste job. Da jeg arbejdede som journalist, savnede jeg at komme ud og møde mennesker. Internettet var kommet, og selv om jeg i dag nyder det som arbejdsredskab, var det også med til at holde mange journalister bag skrivebordet. Da jeg arbejdede i Banedanmark savnede jeg bredden i jobbet og igen – at komme væk fra skrivebordet.«

Væk det kommer hun i dag, hvor blandt andet svinestalde og roemarker er hendes arbejdsplads, da hun skriver for blandt andet LandbrugsNyt samt Lolland Falster Folketidende.

Har hun så fået indfriet drømmen fra Roskilde station fra 10 år siden?

»Ja, jeg sover da nogle gange 10 minutter ekstra. Men andre gange sidder jeg oppe klokken seks om morgenen. Jeg skal blankt indrømme, at jeg har skrevet masser af artikler iført nattøj med en kat på skødet.«

Susanne Lassen er glad for det frie arbejdsliv.

»Men man skal have selvdisciplin og man lærer at have is i maven og elastik i økonomien,« siger Susanne Lassen. I tidens løb er hun blevet tilbudt faste stillinger inden får både kommunikation og journalistik.

»Det lokker ikke,« smiler hun.

Men hun er dog ikke blind for bagsiden af medaljen.

»De helt store opgaver får jeg aldrig. Jeg troede jo, at jeg skulle være kommunikationschef. Og jeg er blevet chef, der er bare ikke så stort,« siger hun med et grin.

»Men for pokker, hvor er jeg privilegeret. For nylig så jeg et jobopslag. Det passede fuldstændig på mig. Alder, erfaring, ansvar og opgaver. Jeg gemte det og havde det liggende i en uge. Så smed jeg det ud.«

For hende er drømmen lige nu at bo på Falster og leve det frie arbejdsliv. Det er ikke sikkert, at det fortsætter sådan, men det bliver nok heller aldrig til et fast job igen.

»Jeg drømmer om at bo tre måneder om året i Spanien og skrive fiktion. Man holder jo ikke op med at drømme, bare fordi, man bliver selvstændig. Men et arbejdsliv fra 8-17 på et fast kontor med de samme mennesker hver dag... Dét kommer ikke til at ske igen.«

Der var intet galt med hverken det faste job, den faste løn eller den fine karriereplan. Men der manglede noget i Susanne Lassens liv. Derfor sprang hun for 10 år siden ud som selvstændig og flyttede til Falster. I dag bor hun i et lille hus omgivet af marker. Og arbejdsopgaverne strømmer ind. Privatfoto
Der var intet galt med hverken det faste job, den faste løn eller den fine karriereplan. Men der manglede noget i Susanne Lassens liv. Derfor sprang hun for 10 år siden ud som selvstændig og flyttede til Falster. I dag bor hun i et lille hus omgivet af marker. Og arbejdsopgaverne strømmer ind. Privatfoto
Vis mere