I oktober 2014 fik Michelle Hviid konstateret en godartet tumor i hovedet. Bogen ’Råstyrke’ handler om hele sygdomsforløbet, hvordan hun faldt og hvordan hun rejste sig igen. Vi bringer her et uddrag fra bogen, som handler om at finde sig selv og blive forelsket igen.

Opret abonnement på PLUS og læs hele uddraget af Michelle Hviids bog 'Råstyrke', som udkommer 2. oktober 2015. Abonnement på PLUS koster 29 kr. - første måned er gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guider til dit liv. God fornøjelse ...

Hvis du vil købe hele bogen, sælges den online her


Uddrag fra 'RÅSTYRKE - Da livet slog en #Tumorkolbøtte':

OP IGEN

Dagen efter den mislykkede date lå jeg på min sofa, kiggede på mine egne ben, som havde støvler på i sofaen, og tænkte, at sådan er jeg, sådan er mine værdier. Jeg ønsker ikke at lave dem om. Jeg har prøvet at være på forsiden af alle boligmagasiner i hele verden, mens jeg stod og så lykkelig ud i mit løgnagtige ægteskab. Jeg havde det af helvede til, og alt rodet skulle hele tiden flyttes bag kameraet, mens vi tog de smukkeste billeder af det perfekte hjem.

Jeg flyttede mit eget rod konstant. Det gider jeg aldrig mere, det er for stressende. Uanset hvilken følelse jeg har, så tænker jeg nu, at det er normalt, jeg behøver ikke forsøge at skjule den. Jeg var gået på kompromis med mig selv ved at gå på den date, jeg vidste godt, at vi ikke var et match, men han var der, og jeg håbede sådan.

Jeg var i virkeligheden bare ensom i min sygdom. Jeg drømte om en mand at dele forløbet med, en som kunne passe på mig. Men det ville ikke ske. Hvis det havde været svært før, så var det umuligt nu. Jeg kendte ikke engang min egen fysiske formåen som kvinde. Jeg skrev på Facebook, at jeg havde været på date med en mand, som givetvis ville gøre en anden kvinde superlykkelig, men ikke mig. Jeg var mere en ’fødderne i sofaen kind of girl’. Jeg postede et billede af mine støvler oppe i sofaen og tænkte, at jeg blev nødt til at finde en, jeg kunne knalde med for at lære mig selv at kende igen.

Det var det vigtigste lige nu, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg tænder på mænd, som er fantastiske, kloge, sjove, indsigtsfulde, smukke. Sådan en kunne jeg jo ikke bare hive op af en hat. Det kunne jeg ikke engang, før jeg blev syg.

Michelle Hviid, der blev opereret for en tumor i starten af december, har mistet hørelse og en del af synet i højre side og genoptræner lige nu sit ansigt og sin generelle motorik, som stadig halter. På trods af hends situtation er hun allerede tilbage på arbejde - hun holder foredrag, skriver blogs og kører sit firma runningdinner.dk
Michelle Hviid, der blev opereret for en tumor i starten af december, har mistet hørelse og en del af synet i højre side og genoptræner lige nu sit ansigt og sin generelle motorik, som stadig halter. På trods af hends situtation er hun allerede tilbage på arbejde - hun holder foredrag, skriver blogs og kører sit firma runningdinner.dk Foto: David Leth Williams
Vis mere

Samme aften fik jeg en mail fra Niels. Vi havde kort skrevet sammen for mange år siden. Han skrev dengang, at han godt kunne lide min uforfærdethed, at jeg skulle ignorere kældermenneskerne, som aldrig måtte stoppe mig. Jeg skrev tilbage, at han skulle hente mig i den bil, der var et billede af på hans profilbillede på Facebook og køre mig langt ud i skoven og forføre mig.

Så hørte jeg ikke mere fra ham, han var i et forhold, viste det sig. Jeg havde glemt alt om de skriverier, det lå flere år tilbage. Det havde Niels ikke, og nu var han single. Vi var venner på Facebook, men jeg havde aldrig mødt manden. Han var en af mange, som følger med i mine tanker via mine updates.

Han skrev, at han var virkelig ked af, at jeg på den første date efter operationen havde haft en dårlig oplevelse. Nu havde han i måneder indirekte fulgt med i min kamp, og han syntes, jeg fortjente en god aften. Han vidste ikke, om kemien ville være der, men han ville gerne prøve, og i forsøget i hvert fald sikre, at jeg fik en god aften.

Jeg kunne søge tryghed i, at vi havde flere fælles venner. Han var utrolig sød og betænksom. Han havde fulgt lidt med og kendte til min situation, mit nye udseende. Han måtte ikke være rigtig klog? Der var en oprigtig tone mellem linjerne, som viste mig stor begavelse om omsorg.

Jeg kiggede på hans billede, han så dejlig ud. Jeg kunne se den gamle tråd i korrespondancen og se, at jeg i hvert fald år forinden gerne ville forføres af ham i en skov. Ham knalder jeg, tænkte jeg. Og skrev ja tak til invitationen uden alt for mange overvejelser.

Den veninde, som kendte Per, jeg havde været kæreste med, havde engang arbejdet sammen med Niels. Hun kendte dem begge to. Jeg drillede hende, og takkede for alle de lækre single mænd, hun kendte, og som hun ikke introducerede mig til. Man skal også alting selv nu om dage.

Jeg aftalte at mødes med Niels fire dage senere, så vi havde rig mulighed for at skrive sammen, inden vi mødtes. Jeg ville hovedsageligt mødes af en årsag, jeg ville knalde og skulle bruge en mandekrop til det formål.

Han ville oprigtigt gerne lære mig at kende. Vi skrev meget sammen i de kommende dage. Hver gang jeg forsøgte at dreje tråden over på noget som helst af seksuel karakter, drejede han den tilbage. Lod mig tydeligt forstå, at det måske ville ende sådan, men at han oprigtigt glædede sig til at lære mig at kende.

Det var nogle utrolig kloge, indsigtsfulde og sjove svar, han skrev. Vi var på bølgelængde. Jeg kunne ikke lade være med at teste ham, jeg var den mest krøllede udgave af mig selv. Men uanset hvad jeg skrev, så forstod han sagtens, hvad jeg mente, og jeg fik en begavet besked tilbage.

Allerede inden vi mødtes, var jeg udfordret af hans vid. Jeg blev mere og mere nervøs. Hvad skal jeg tage på? Er jeg smuk? Jeg var holdt op med at drikke med sugerør, men glas var stadig en udfordring. Min balance var stadig meget udfordret, men man kunne ikke se så tydeligt som før, at jeg havde store føleforstyrrelser i ansigtet.

Jeg så ikke ud som før. Jeg var blevet meget tynd og kunne ikke passe mit undertøj optimalt. Jeg ville oprindeligt bare knalde med manden, men det ændrede sig, for hver besked der tikkede ind. Jeg blev mere og mere interesseret. Han ville tydeligvis ikke fylde en ballon med varm luft og skuffe mig. Han nedtonede alt, og det virkede stik modsat. Jo mindre han gjorde det til, des vigtigere blev det for mig.

Jeg blev bange. Tænk, hvis han ville blive skuffet, når han så mig, tænk, hvis jeg bed mig selv foran ham. Tænk, hvis det gik godt, og han ville kysse mig. Når jeg har makeup på, sker der helt naturligt det, at den ene side er under påvirkning af tårerne i øjnene, den anden side er tør, indtil jeg drypper det. Det har indflydelse på min mascara, som virker stik imod hensigten, øjnene bliver endnu mere uens.

Jeg tør ikke få farvet vipper og bryn, som jeg plejer, før jeg kan lukke øjet helt. Jeg tager derfor på min første date nogensinde uden sminke på. Han må tage mig, som jeg er. Jeg er ved at aflyse hundrede gange. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der foregår i hans skøre hjerne, at han overhovedet vil mødes med mig. Jeg er defekt for helvede. Vælg dog lige, hvem du vil. Det kan han sagtens, tænker jeg og føler mig syg.

Jeg ser mig i spejlet og synes, jeg er smuk, jeg har aldrig været mere indsigtsfuld, mere rummelig, mere forstående. Sådan vakler jeg i tre dage. Man kan se mærkerne overalt på mig fra akupunkturen. Små røde prikker, hvor huden er frustreret over nålene. Jeg kører mod Lyngby, hvor han bor, i mit smukkeste undertøj og glæder mig især til at møde ham. Se ham i øjnene. Jeg håber.

Jeg kan ikke huske alt fra den aften, det var jeg for stresset til. Han stod med sin hund foran huset, da jeg kom, og vi mødtes foran døren. Jeg nåede slet ikke at blive nervøs, mens jeg ventede på, at han åbnede. Han var der bare og så dejlig ud. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skræmme ham væk. Jeg syntes oprigtigt, han var skør. Jeg fortalte ham og brugte virkeligheden – han ville alligevel opdage den med tiden, så det kunne lige så godt være, før jeg forelskede mig hovedkulds i ham.

Jeg fortalte, at jeg var halvdøv, at jeg måske ville få et sammenbrud, at jeg måske ikke kunne tåle forsamlinger af mennesker mere, at jeg var uden penge. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at male fanden på væggen. Han kiggede på mig og spurgte, om jeg var færdig med at fortælle om de svære ting, spurgte, om der var mere.

Jeg fortalte noget andet svært. Så kiggede han på mig og sagde: Jeg er nogens far, jeg har prøvet sygdom før. Hvis du gik ud og brækkede dig i mit badekar lige nu, ville jeg stadig synes, at du var en prinsesse. Han var umulig at skræmme. En meget dejlig mand. Det er vores aften, ikke hele verdens, ikke denne her bogs. Jeg deler, men der er store dele, jeg ikke vil dele.

På et tidspunkt den aften, mens han fortalte noget, spurgte jeg ham, om han aldrig skulle kysse mig. Det fyldte alt, at jeg ikke vidste, hvad der ville ske, hvad jeg ville kunne mærke, om jeg ville savle. Jeg havde alle mulige tvangstanker om det, så jeg hørte ikke efter, hvad han sagde. Frygten for, om han ikke ville kysse mig, eller om ikke jeg kunne, fyldte for meget. Og jeg ville så gerne mærke hans læber.

Han rejste sig op og kyssede mig. Senere gik vi i seng. Aldrig har jeg mødt en mand, som passede så godt på mig, mens han drev mig til vanvid. Jeg forelskede mig, mens vi elskede, og når vi ikke elskede, talte vi. Han prøvede at forstå, hvad jeg var igennem. Jeg havde mødt en mand, som ville passe på mig. Det har han gjort lige siden i en grad, jeg ikke kan forstå, og aldrig har jeg haft det så sjovt imens.

Jeg er komplet uligevægtig, og han stod helhjertet på lige midt i forløbet. Han græder med mig af glæde, når jeg pludselig kan noget, jeg ikke kunne i går, han følger med i mine kampe, drypper mit øje, henter mad til mig om natten, hvis jeg er sulten. Meget hurtigt blev han min bedste ven. Efter jeg mødte Niels, fik jeg endelig min appetit igen, efter næsten ikke at have spist noget i tre måneder. Jeg forelskede mig igen.

Al den opmuntring jeg har manglet, en som skubbede mig blidt frem, så jeg kunne tillade mig at snuble, har været der siden februar. Når jeg stadig bliver grebet af mindreværd, når jeg ikke føler mig smuk, når jeg leger med tanken om at det har været uretfærdigt, så er Niels der og er større end mit sorte øjebliksbillede.

Til min fødselsdag i maj havde han fået lavet en lysestage til mig. To blomster på en plade af jern. Det er os to. Smukke, stabile og på samme plade. Jeg elsker den lysestage. Jeg tænder den hver gang, jeg savner ham. Jeg har kørt hele skalaen, når det kommer til min vægt. Jeg har været meget for tyk, jeg har trænet mig til sixpack, jeg har været for tynd.

Det med vores kroppe fylder alt for meget i vores hverdag. Jeg har været så ked af mine ekstra kilo, at jeg har været i krig med dem hele mit liv. Nu vil jeg til enhver tid hellere have 10 kilo for meget på sidebenene end fem kilo for lidt. Vi er på jagt efter et sygt ideal, som pludselig arbejder imod virkeligheden, når man er syg. Og det betyder i øvrigt intet.

En mand, som går op i min vægt, så længe den ikke er sygdomstruende, er ikke en mand for mig. Jeg vil elskes for det menneske, jeg er, uden makeup og uanset vægt. Jeg elsker hele mennesker. Jeg elsker Niels. Når jeg holder foredrag bliver jeg ofte spurgt, hvordan jeg tør elske igen. Jeg tør da slet ikke lade være. Jeg tør elske mere end nogensinde.

Engang gik jeg op i, hvor godt min kærestes tøj tog sig ud, jeg havde sære unge værdier. Nu er det meget vigtigere for mig, hvordan han har det, hvad jeg kan hjælpe ham med, hvad der optager ham, hvordan jeg får ham til at føle sig som den fantastiske mand, han er. Jeg drømmer om, at han føler sig som den heldigste mand i verden, at han har den heldigste krop i hele verden, at han er den gladeste mand i verden. Så har han forhåbentlig overskud til at gøre det samme for mig.

Da jeg blev skilt, spurgte jeg i næsten et år alle, jeg mødte på min vej, hvor mange forhold de kendte, som de beundrede. Tallet var meget lavt, de fleste beundrede kun ganske få forhold, og det de beundrede, var, at de i forholdet formåede at løfte hinanden. De gjorde alt muligt for den anden, som gav modparten lyst til at gøre noget fantastisk igen.

Nu er jeg veludhvilet, fordi du tog dig af børnene i morges, det er jeg så taknemmelig for, at du skal blive lidt længere tid sammen med dine venner i dag, det bliver du så let over, at det falder dig natuligt at tage aftenmaden, mens jeg læser i min nye bog, det er jeg så taknemmelig for, at jeg har lyst til at forføre dig. Nu smelter vi sammen.

Når vækkeuret ringer igen, så har du lyst til at tage børnene, mens jeg sover længe, det ved du, jeg elsker. Overskud avler overskud. Det er meget nemmere og meget sjovere end at slås om, hvis tur det er til at købe mælk.

Jeg har garanteret været langsomt opfattende her, men bedre sent end aldrig, og min hverdag bliver aldrig igen et slagsmål om, hvem der skulle have støvsuget. Det er ligegyldigt, om der overhovedet er støvsuget. Jeg vil ikke være hende, som går op i, om tingene matcher. Hende vil jeg ikke være. Mind mig om det, når jeg bliver forført at sære ting. De er bare ting.

Jeg vil være en af de heldige, en af dem, der er i et forhold, man ser op til. Jeg vil gøre mig så fandens umage for ikke at miste, hvad der er blevet mig givet. Kærlighed.

Efter jeg mødte Niels, fik jeg ikke kun appetitten igen. Jeg fik også min menstruation igen, den havde været væk længe. Det er tegn på, at min krop fungerer. Jeg føler mig som en kvinde igen.

Jeg har et helt andet syn på kropsidealerne og det at være tynd. Vi skal være sunde, og nu er jeg ligefrem glad for en delle. Hvis nogen ikke bryder sig om det, må de flytte sig.

Hvis du vil læse hele bogen, sælges den online her