Den britiske realitystjerne George Gilbey er død i en alder af 40 år. 

Stjernen er blandt andet kendt for sin medvirken i det britiske program 'Gogglebox', og nu fortæller en talsmand fra showet, at han er afgået ved døden, skriver Sky News. 

»George var en del af Gogglebox-familien i otte sæsoner sammen med sin mor Linda og sin stedfar Pete. Vores dybeste medfølelse går til Linda og Georges familie og venner i denne meget triste tid.«

Derudover understreger talsmanden, at George Gilbeys familie har bedt om privatliv.

George Gilbey døde angiveligt efter en arbejdsulykke.

Politiet i Essex kunne onsdag rapportere, at de cirka klokken 10 havde modtaget en anmeldelse om, at en mand var blevet kvæstet i forbindelse med et fald fra en arbejdsopgave i højden. 

Både ambulance og en akutlægehelikopter kom til stedet, men mandens liv stod ikke til at redde. 

Ulykkesstedet i Shoebury er stadig spærret af. 

George Gilbey optrådte sammen med sin mor og stedfar i otte sæsoner af Channel 4-programmet 'Gogglebox', der følger en række familier og vennegrupper, der reagerer på britisk tv.

Derudover har stjernen også været med i det britiske realityprogram 'Celebrity Big Brother'.