»Hun er sønderknust. Hun har alt i det hus. Hele sit liv.«

Fredag brændte Cara Delevingnes hus i Los Angeles ned til grunden, og hendes mor lægger ikke skjul på, at datteren er dybt berørt af tragedien. 

»Hun lavede det. Hun byggede det, og hun har alt der,« siger Pandora Delevingne til kendismediet TMZ.

Den britiskfødte model og skuespiller befinder sig lige nu på opgave i London, og hun var altså ikke selv hjemme, da ilden brød ud ved firetiden natten til fredag. 

Lørdag skrev hun på Instagram, at hendes to katte sandsynligvis var døde i flammerne. 

»Mit hjerte er knust i dag. Jeg kan ikke tro det. Livet kan ændre sig på et splitsekund. Så sæt pris på det, du har.« 

Da det senere stod klart, at dyrene havde klaret den, delte hun et billede af de to katte sammen med brandmændene. 

»De er i live!! Tak til brandfolkene.«

Endnu er der ikke meldt noget officielt ud om brandårsagen, men hendes far siger til TMZ, at branden sandsynligvis startede på grund af »noget elektrisk.«

»En løs elledning kan have antændt noget. Der var meget vind,« siger Charles Delevingne til mediet.