En ny skotsk lov imod hadforbrydelser er langt fra faldet i forfatter J.K. Rowlings smag.

For Harry Potter-forfatteren stiller sig mildt sagt kritisk over for loven, der beskytter transpersoner, men som til gengæld ifølge Rowling ikke hjælper personer født som kvinder.

Loven indeholder en ny lovovertrædelse, der gælder »truende og krænkende opførsel, der har til hensigt at opildne til had.«

Det indbefatter blandt andet, at personer kan blive efterforsket for at fejlkønne mennesker på nettet.

Det udtaler Skotlands minister for ofre og fællesskabssikkerhed, Siobhian Brown, til BBC-kanalen Radio 4 ifølge Sky News.

Rowling går til rette med den nye lov i en længere tråd på det sociale medie X, hvor hun opremser en række transkvinder, der er blevet dømt for seksuelle overgreb. 

Hun nævner dem som eksempler på kvinder, der ifølge Rowling vil blive beskyttet af den nye lov.

Læs hele Rowlings række af opslag herunder:

»Jeg laver bare sjov. Det er åbenlyst, at personerne nævnt i de ovenstående tweets ikke er kvinder overhovedet, men mænd – hver eneste af dem,« skriver hun i et længere opslag.

Herefter følger en længere opsang fra forfatteren, hvor hun beskriver hvad hun omtaler som den »groteske uretfærdighed« ved at give »mænd adgang til kvindesport,« og ved at lukke transpersoner ind i »rum der kun har adgang for kvinder.«

Og med den nye lov bliver det umuligt at beskrive seksuelle overgreb og vold mod kvinder, skriver hun.

»Ytringsfrihed og trosfrihed er en saga blot i Skotland, hvis den præcise beskrivelse af biologiske køn bliver gjort ulovligt,« lyder det blandt andet i opslaget.

Derfor melder hun sig i opslaget klar til at tage straffen, hvis rækken af X-opslag er ulovlige ifølge den nye lov.

»Jeg er ude af landet i øjeblikket, men hvis det, jeg har skrevet her, kvalificerer sig som en lovoverskridelse af den nye lov, ser jeg frem til at blive arresteret, når jeg vender hjem til fødselsstedet for den skotske oplysning,« lyder det som afslutning på den længere tråd.

Rowling er ikke den eneste, der har været ude og kritisere den nye lov mod hadforbrydelser. Flere skotske parlamentsmedlemmer, og blandt andre multimilliardær og Tesla-ejer Elon Musk, har været ude med hård kritik af loven.

Skotlands førsteminister, Humza Yousaf, der er leder af den skotske regering, er til gengæld ikke bleg for at forsvare den nye lov. Til Sky News siger han, at det er nødvendigt med tiltag for at mindske hadet i det skotske samfund.

»Jeg tror, de fleste vil nikke genkendende til, at had har været alt for gennemtrængende i samfundet de seneste år. Vi bliver nødt til at gøre noget drastisk ved det. Vi bliver nødt til at have nultolerance over for det,« siger han og fortsætter:

»Jeg har al mulig tillid til at politiet kan efterforske sager om had på en passende måde, og selvfølgelig sikre, at vi beskytter retten til at udtrykke sig frit, der er livsvigtig for vores demokrati.«

Det er langt fra første gang, at J.K. Rowling blander sig i debatten om transkønnede og identitetspolitik.

Tidligere har hun blandt andet nægtet at undskylde for en kommentar på X, der af mange blev opfattet som transfobisk.