Sagde ja til at hjælpe Rungsted Ishockey, da han blev spurgt anden gang.

Hjælpen var nær, da Rungsted Ishockey manglede en cheftræner efter fyringen af canadieren Doug McKay.

Anden gang, Søren True, 45, blev spurgt, sagde han ja.

- Da jeg fik tilbuddet i sommer, havde jeg kort forinden skiftet job, og jeg var indstillet på at tage et sabbatår, siger han.

- Nu kan jeg bedre overskue situationen arbejdsmæssigt og privat, og jeg vil gerne hjælpe klubben i den situation, den pludselig er kommet i. Det er ikke nogen optimal løsning, men klubben er opmærksom på, at jeg også har et job uden for ishockeyen at passe og kan være væk i perioder.

Søren True debuterer som cheftræner i Ishockeyligaen på fredag i Hørsholm Skøjtehal mod Esbjerg Energy. Jens Johansson fortsætter som hjælpetræner.

- Jeg kender Jens fra den tid, vi spillede sammen i Rungsted. Der er tidspunkter, hvor jeg er bortrejst, men Jens er en dygtig og rutineret coach, som kan tage over, så det giver ingen problemer, siger han.

Søren True er far til tre ishockeyspillende drenge i Rungsted og var træner i ungdomsafdelingen fra 2006 til denne sæson.

I en årrække var han en af dansk ishockeys bedste forwards og deltog i ni VM-turneringer i perioden 1987-2003. I sin sidste VM-turnering scorede han mod Canada i 2-2 kampen i Finland.

Som 18-årig flyttede han til Leksand, og han var senere fire år i Nordamerika med den sidste sæson på IHL-holdet San Diego Gulls i 1991-92.

Som den anden dansker blev han i 1986 draftet til NHL af New York Rangers. To år tidligere var hans svoger, Heinz Ehlers, som den første blevet draftet af den samme klub.

Søren True så fra tilskuerpladserne Rungsted slå rivalerne fra Rødovre Mighty Bulls 3-1 i fredags i bundopgøret i Rødovre og rykke fri af sidstepladsen efter seks nederlag på stribe.

- Halvdelen af Rungsteds spillere har ikke spillet i ligaen før denne sæson, men de har en positiv indstilling og villigheden til at arbejde hårdt. Det er et godt udgangspunkt, siger han.

- Vi skal lære og stille og roligt bygge på. Det er ingen, der forlanger, at vi skal kæmpe om en plads i semifinalen.