»Det har været frustrerende og mentalt hårdt at stå uden for i to en halv måned. Så meget desto større er appetitten og spilleglæden, når man endelig kan være med igen.«

Sådan falder ordene i telefonen til B.T. fra Winnipeg Jets’ danske stjerne, Nikolaj Ehlers, mens han er på vej til formiddagstræningen inden kampen i KeyBank Center i Buffalo natten til fredag dansk tid.

Winnipeg Jets slog Buffalo Sabres 4-2 med to målgivende pasninger af danskeren, og formstærke Jets har vundet seks af de seneste syv kampe.

I 36 kampe var Nikolaj Ehlers ude med lyskebrok, inden han 6. januar gjorde comeback.

I de beskedne seks NHL-kampe, han har spillet i denne sæson – to inden skaden og operationen og fire efter – har han brilleret med ti point (to mål og otte assists).

»Efter sæsonpremieren mod New York Rangers 14. oktober havde jeg smerter i lysken. Dagen efter kunne jeg næsten ikke gå. 17. oktober mødte vi Dallas Stars. Jeg var ikke hundrede procent, men spillede kampen færdig,« fortæller Nikolaj Ehlers.

»Før den tredje kamp 19. oktober mod Colorado Avalanche deltog jeg i træningen, men det var umuligt at spille. Efter en række undersøgelser og MR-scanning blev jeg 23. november opereret for lyskebrok, en smertefuld skade, som ofte rammer i sportsgrene, som kræver eksplosive bevægelser og pludselige retningsskift. Skader er en del af hockeyen.«

Den sidste bemærkning kan Nikolaj Ehlers skriver under på. Flere gange har han haft skader som beskadiget ledbånd på indersiden af knæet (pause i sidste sæson på seks uger), skulderskade og brud på håndled, tommelfinger og fod. Nogle gange holder man skaderne hemmelige og spiller med dem.

Nikolaj Ehlers (th.) har scoret i kampen mod Vancouver Canucks og gratuleres af backen Brenden Dillon. 
Nikolaj Ehlers (th.) har scoret i kampen mod Vancouver Canucks og gratuleres af backen Brenden Dillon.  Foto: James Carey Lauder
Vis mere

Apropos skader har Winnipeg Jets været hårdt ramt i denne sæson.

»På et tidspunkt havde vi fem af vore top-9-forwards ude, men nu ser det bedre ud,« siger Nikolaj Ehlers.

»Jeg synes, det er gået hurtigt for mig med at finde farten og timingen efter den lange pause. Benene har det godt.«

Inden Winnipeg Jets’ næste kamp – natten til lørdag dansk tid på udebane mod Pittsburgh Penguins – ligger Ehlers & co. på fjerdepladsen af de 16 hold i Western Conference efter Vegas Golden Knights, Dallas Stars og Los Angeles Kings.

Foto: John Woods
Vis mere

Nikolaj Ehlers spiller i Jets’ førstekæde med klubbens to mest scorende spillere, Kyle Connor og Pierre-Luc Dubois.

Danskeren kom til Winnipeg i 2015 fra Halifax Mooseheads. Han er således i gang med sin ottende sæson i verdens stærkeste liga og har vist sin klasse med sammenlagt 368 point (166 mål og 202 assists) i 484 kampe i regular season (grundserien).

Om målet i sæsonen 2022/23 siger en optimistisk Nikolaj Ehlers:

»For at sige det ligeud. Vi går efter at vinde hele lortet. Det gør vi altid, men jeg synes, det er et realistisk mål i denne sæson. Vi har et hold, hvor alle kan score og et stærkere fundament, end vi har haft de seneste tre-fire år. Selvfølgelig er der ting, vi skal gøre bedre, men holdet er klar til at lave noget helt specielt.«

Natten til fredag gjorde Carolina Hurricanes’ målmand, Frederik Andersen, comeback med storspil og 21 redninger, da danskerholdet slog Columbus Blue Jackets 6-2.

Frederik Andersen havde misset 29 kampe og ikke spillet siden 6. november. Og der var masser af ros fra coach Rod Brind’Amour til The Great Dane i buret.