Næste stop i Kim Staals lange internationale ishockeykarriere: Japan.

Den 36-årige VM-forward har skrevet ét års kontrakt med Tohoku Free Blades i Asia League Ice Hockey.

- Det bliver en spændende og anderledes oplevelse, som jeg glæder mig meget til, siger Kim Staal til BT.

- Den asiatiske liga består af ni hold. Fire fra Japan, tre fra Sydkorea og et fra Kina og Rusland. Min klub ligger i Hachinohe i det nordøstlige Japan.

Kim Staal blev under VM i maj i Minsk kontaktet af Tohoku Free Blades' canadiske cheftræner, og de har siden holdt kontakten ved lige.

- Jeg har fået indtryk af en ambitiøs klub og en spændende turnering. Det hele virker meget professionelt og stimulerende, siger Kim Staal.

- Jeg rejser til Japan i starten af august, og min kæreste, Xenia, kommer derover nogle uger senere. Vi starter turneringen 6. september med en hjemmekamp mod Anyang Halla fra Sydkorea.

Kim Staal flyttede som 16-årig fra barndomsklubben i Herlev til Malmø og har spillet for Malmö Redhawks, Modo, Milwaukee Admirals (AHL), Linköping, HV 71, Herning Blue Fox, Herlev Eagles og senest Starbulls Rosenheim (DEL2).

Han har markeret sig som en af dansk ishockeys mest producerende og farverige spillere og er elsket af hockeyfans, overalt hvor han har spillet.

I sin sæson i Herlev i 2012/13 blev han kåret som "Årets Spiller" i ligaen, og han blev topscorer på det danske VM-hold i både Stockholm 2013 og Minsk 2014 med fem point.

Kim Staal VM-debuterede i 1996 og har spillet 16 VM-turneringer.