Mens udenlandske spillere dominerer topscorerlisten i Metal Ligaen, er den bedste målmand pæredansk.

Rødovre Mighty Bulls' landsholdsmålmand, Sebastian Dahm, rager et pænt stykke op over resten af feltet med en redningsprocent på 94,8 efter ni kampe, et snit på 1,88 mål imod og to shutouts.

Den 27-årige keeper har aldrig været bedre og er en tungtvejende forklaring på tyrenes overraskende placering i hælene på topholdene Sønderjyske og Herning Blue Fox.

Skulle man i dag vælge årets spiller, var Sebastian Dahm svær at komme udenom.

- Jeg har altid arbejdet hårdt, men i takt med at jeg har fået mere erfaring, arbejder jeg klogere end tidligere og udnytter det, jeg har lært i Nordamerika og af mine trænere, siger han.

- Selv om jeg ikke havde statistikken at støtte mig til, føler jeg også, at jeg er i gang med min bedste sæson. Konkurrencen med de andre landsholdsmålmand skærper også min form.

Globetrotteren Sebastian Dahm vendte i 2010 tilbage til den danske liga efter en årrække i Nordamerika med sæsonen i Syracuse Crunch i AHL som toppen af kransekagen.

At han har været rundt omkring understreges af, at han har spillet i ikke færre end 14 klubber i Danmark, Sverige og Nordamerika.

Rødovre Mighty Bulls har vundet de seneste tre kampe og sigter efter den fjerde søndag eftermiddag mod rivalerne Herlev Eagles i DFDS Seaways Arena.

- Jeg vidste, vi havde det i os, men er lidt overrasket over, at vi har ramt den så tidligt på sæsonen, siger Sebastian Dahm.

- Jeg tror, at man generelt i ligaen undervurderer de danske spillere.

Sebastian Dahm rejser tirsdag med landsholdet til fire nationers-turnering i Stavanger mod Letland (torsdag), Frankrig (fredag) og Norge (lørdag).

Landstræner Janne Karlsson spiller med Rødovre-målmanden i to af kampene, mens Herning Blue Fox' 19-årige debutant, George Sørensen, der er med på afbud fra Patrick Galbraith, Karlskrona, får en enkelt kamp.

- Det er en fornuftig disposition at sluse næste generation ind. Vi gamle holder ikke evigt, siger Sebastian Dahm.

Han er en af de få landsholdsspillere, som studerer ved siden af hockeyen. Han læser økonomi og matematik med henblik på at arbejde med investeringer, når karrieren på isen engang er slut.