»Det er godt, min dreng, du ligner din far.« Sådan er der flere end 30 landsholdsspillere i ishockey, der kan sige.
Deres sønner er nemlig også blevet landsholdsspillere. Fire af de danske andengenerations-landsholdsspillere kæmper i øjeblikket om verdens fornemste ishockeytrofæ, den nordamerikanske Stanley Cup.
Det er Frans Nielsen, New York Islanders, Jannik Hansen, Vancouver Canucks, Lars Eller, Montreal Canadiens og Frederik Andersen, Anaheim Ducks.
BT har talt med deres stolte fædre.
Frits Nielsen om Frans Nielsen
Frits Nielsen - spillede 82 landskampe og deltog i syv VM-turneringer. To DM-guld som spiller og fem DM-guld som træner.
»Vi har stadig Frans' første skøjter. Han tog sine første skær i skøjtehallen i Samsøgade i Aalborg, da han var to et halvt år gammel. Frans er født i Aalborg, så man kan sige, at han er Aalborgs første NHL-spiller. Jeg var dengang spillende træner i Herning og pendlede mellem Aalborg og Herning. Vi flyttede til Herning i december 1986 få måneder efter Frans' 'debut' på isen.«
»Jeg tror, at han hele tiden har vidst, hvad han ville. Han har aldrig været medlem af en fodboldklub som de fleste drenge. Det var ishockey, gadehockey og streethockey, han gik op i. Senere fik han interesse for golf og spillede sammen med Peter Regin og sin lillebror Simon. Han havde et godt boldøje, så jeg tror, han kunne være blevet en god golfspiller, hvis det var dét, han var startet på.«
Bent Hansen om Jannik Hansen:
Bent Hansen - spillede 77 landskampe og deltog i syv VM-turneringer. Fire DM-guld som spiller.
»Selv om vi syntes, at Jannik skulle lære at løbe på skøjter og havde ham med i Kostalden som to-tre-årig, lå det ikke i kortene, at han skulle blive ishockeyspiller. Han stoppede allerede som fire-årig og begyndte at spille fodbold, hvilket han var utrolig glad for. Da han var seks, ville han godt spille ishockey igen, men så stoppede han igen og gik over til fodbold. Sådan svingede det frem og tilbage.«
»Som 11-årig i 1997 spillede han sin første kamp i Rødovre Skøjte Arena. Han kendte ikke reglerne, men gik på med krum hals og var på det første drengehold fra Rødovre, der vandt DM i den nye hal. Jannik har altid haft gå-på-mod og stor vilje og lader sig aldrig slå ud.«
»Jeg kan huske, at fodboldklubben prøvede at lokke ham tilbage, men det blev ishockeyen, der vandt. Vi pressede ham ikke. Det var hans eget valg.«
Olaf Eller om Lars Eller:
Olaf Eller - spillede 104 landskampe og deltog i syv VM-turneringer. Fem DM-guld som spiller og et DM-guld som træner.
»Lars ville i en meget tidlig alder være målmand og startede med kasketten som griber i kælderen. Så blev det en rigtig gribehandske og den første kamp. Men ingen skud på mål, og så var den æra slut. Selv om Lars var miljøskadet og blev slæbt med til ishockey, siden han lå i barnevognen, var det jo ikke sikkert, han ville vælge ishockey. Da han var fem og sad på tilskuerpladserne i Rødovre, tyssede han på min far. 'Ti stille, farfar,' sagde han. Lars ville ikke forstyrres. Da fornemmede vi, hvor det bar hen.«
»Vi flyttede fra den ene ende af Rødovre til den anden, og seksårige Lars skulle skifte skole og fritidshjem. Han kunne ikke lide det nye fritidshjem og sad i en uge stædigt og demonstrativt på legehusets tag på fritten uden at gøre andet. Så var vi godt klar over, at det var tilbage til den oprindelige skole, Tinderhøj, hvor han var glad for både skolen og lærerne.«
Ernst Andersen om Frederik Andersen:
Ernst Andersen - spillede 25 landskampe og deltog i to VM-turneringer. Fem DM-guld som spiller.
»Jeg kan huske engang, mens jeg selv spillede, at Frederik sov med mine gribe- og stokhandsker. Han var lige begyndt at gå i skole. Men det var først som niårig, han blev målmand. Inden da spillede han i angrebet, og han var også angriber, når han spillede fodbold.«
»Da han var 11 år, spurgte han mig, om han måtte få nye handsker. 'Hvis du kan træne dig op til at tage 50 armbøjninger,' sagde jeg. Ikke for at være hård, men for at fortælle, at det var vigtigt med en god fysik, hvis man ville være ishockeyspiller.«
»Stædighed og vilje har altid karakteriseret ham, så det varede ikke længe, før han tog sine 50 armbøjninger og fik handskerne. Familien har altid bakket Frederik op, men aldrig presset ham. Han har selv villet det og givet hundrede procent for at nå sine mål.«
