Frans Nielsen har haft en bærende rolle i sin klub New York Islanders, og han har hjulpet holdet til en flot start på sæsonen. Natten til onsdag dansk tid vandt Islanders 6-2 hjemme over Tampa Bay Lightning.

Efter flere år, hvor Islanders ikke har gjort meget væsen af sig i NHL, ser det anderledes godt ud i denne sæson. Hjemme i Nassau Coliseum assisterede danske Frans Nielsen to Islanders-scoringer, og øger dermed sit personlige pointtal til 12 efter 18 kampe.

Før kampen havde Nielsen scoret fem mål og lavet fem assists, men der blev altså føjet to til assistlisten. Den første assist var midtvejs i anden periode til Mikhail Grabovski, og i tredje periode havde han sidste stav på pucken til Brock Nelson, der bragte hjemmeholdet foran 4-1.

Nielsen var én af fire danskere på isen natten til onsdag, men ingen af de tre andre havde meget at glæde sig over. Lars Ellers Montreal Canadiens tabte 0-4, Mikkel Bødker gjorde ingen forskel i Coyotes 2-1-nederlag til Washington Capitals, og endelig måtte målmand Frederik Andersens Anaheim Ducks se sig besejret 3-4 af Calgary Flames, og han imponerede ikke med en redningsprocent på 84