Frederik Andersen brillerede igen og får stor kredit for Anaheim Ducks' anden playoffsejr over Dallas Stars.

Den danske rookie havde 34 redninger og spillede med en redningsprocent på 94,4 natten til lørdag dansk tid i Honda Center i ændernes 3-2 sejr.

Frederik Andersens gennembrud i verdens stærkeste liga har givet genlyd. Det var da også en glad midtjyde, BT talte med efter kampen.

- Jeg spillede en god kamp i en fantastisk kulisse. Stemningen var endnu federe end i den første kamp, siger han.

- Jeg er glad for, at jeg fik genvalg. Selv om du har spillet en god kamp, kan du ikke tage for givet, at du også spiller den næste.

Anaheim Ducks spiller mandag og onsdag i Dallas og tager en 2-0 føring med i bagagen til Texas.

- Den næste kamp bliver uhyggelig vigtig. Der er en verden til forskel på 3-0 og 2-1, siger Frederik Andersen.

Anaheim-kaptajnen Ryan Getzlaf blev kåret som 1st Star. Han scorede til 1-1 efter 17 minutter og var assist på 3-1 målet fem minutter inde i tredje periode.

- Han er manden, der viser vejen for os, siger Frederik Andersen.

Anaheim Ducks startede skuffende, men spillede sig op og havde en keeper, som kun lod to af 36 skud slippe ind.

- Vi havde ikke meget at byde på de første ti minutter. Vi spillede for sløvt og defensivt. Det er ikke den måde, vi skal spille på i playoff, siger Frederik Andersen.

- Men havde vi ikke mange skud, var vi til gengæld uhyggelig skarpe på vores chancer.

Frederik Andersen & co. er inde i en god stime. Med grundseriekampe har Anaheim Ducks nu vundet seks sejre på stribe.

Også Montreal Canadiens med Lars Eller har taget en 2-0 føring i playoff.

For Canadiens ville det have været tilfredsstillende at komme hjem med en enkelt sejr fra Tampa, men de vandt dem begge. Natten til lørdag med 4-1.

Nu får Lars Eller to hjemmekampe i træk, den først natten til mandag.

Den danske playmaker har fået en fornem start på playoff med tre point (et mål og to assists) i to kampe.

I 4-1 sejren var han assist på Rene Bourques 4-0 mål et kvarter inde i tredje periode.