De er dejligt udanske oppe i Vendsyssel. Hvem turde ellers melde ud inden sæsonens første faceoff, at alt andet end en finale vil være en skuffelse.

Efter at have set de første 60 ligaminutter med Frederikshavn White Hawks må denne signatur erkende, at de har noget at have optimismen i.

Rungsted Ishockey hang flot med i det opskruede tempo i første periode, men så var det ellers høgenes kamp.

Deres sidste fem mål blev scoret i powerplay. Så ved modstanderne dét: Det er ikke mod dem, man skal tage unødvendige udvisninger.

Frederikshavn White Hawks er et hold uden svage punkter. Men skal en enkelt "detalje" trækkes frem, er det den superfarlige kæde med Robin Bergman, Kristoffer Jonsson og Colin Vock.

Selv om ligaen kun er få dage gammel, tvivler jeg stærkt på, at ret mange har en kæde, der matcher den. Måske kun Sønderjyske. Hvis de endda har det.

Cheftræner Juha "Jussi" Riihijärvi er i sommer kommet til Frederikshavn fra Herlev og trives i det nordjyske.

7-2 sejren fik ham hurtigt til at glemme skuffelsen i Metal Cup (nederlaget til Aalborg Pirates).

- Jeg er tilfreds med hele holdet. Vi spillede enkelt hockey og viste god arbejdsmoral, sammenfatter han de 60 sublime minutter og tilføjer:

- Det er dét, hockey handler om. At spille enkelt.

Oppe i Danmarks nordligste klub har man gjort et specielt godt dansk køb, "Årets spiller" Lasse Lassen. Han læser og bor i Aalborg, så skiftet fra Herning var nærliggende.

Lasse Lassen scorede to mål og fortsætter stilen fra barndomsklubben Herning Blue Fox.

- Vi kom godt i gang med masser af skøjteløb og mål. I opstarten kørte det ikke rigtig i powerplay, men i dag fik vi det endelig til at køre, siger han.

Frederikshavn spiller elleve af sine første 15 kampe på udebane, mens man venter på den moderniserede Scanel Hockey Arena, der indvies 5. december. De fire hjemmekampe spilles i træningshallen.

- Vi klæder om i en skurvogn, men det er kun sjovt. Vi glæder os bare til den ny hal. Det summer af hockey i Frederikshavn. Skøn atmosfære, siger Lasse Lassen.

Rungsted har mobiliseret kraftigt hen over sommeren og er bedre, end holdet viste de sidste to perioder.

- Jeg ved ikke, om tempoet var for højt, siger cheftræner Per Holten Møller.

- Vi bliver straffet på vores udvisninger, men spiller heller ikke særlig godt i boxplay.

Metal Ligaen

Rungsted Ishockey-Frederikshavn White Hawks 2-7 (1-1, 0-2, 1-4)