»Jeg var stolt over DM-guldet i 2019, men er endnu mere stolt over dette års mesterskab, fordi vi overvandt en helt anden modgang med skader og sygdom og flere bump på vejen end for to år siden.«

Sådan faldt ordene fra Rungsted Seier Capitals direktør, Thomas Friberg, dagen derpå, da krudtrøgen over Bentax Isarena i Aalborg havde lagt sig efter en af de bedste og mest medrivende finaleserier på dansk is.

Med en 3-2 sejr efter forlænget spilletid i den sjette kamp og 4-2 i serien mod Aalborg Pirates har nordsjællænderne for femte gang vundet DM-guld. Og for ikke færre end elvte gang måtte nordjyderne tage til takke med den bitre andenplads.

Thomas Friberg er allerede nu indstillet på, at de nybagte mestre vil undvære flere markante spillere den kommende sæson, men så kommer der nye til. Han ønsker dog ikke i dag at sætte navne på.

»Har man gjort det godt i Metal Ligaen, vil der automatisk komme tilbud fra større ligaer som Sverige, Finland og Tyskland. De økonomiske muligheder, de vil få, kan vi ikke konkurrere med. Men vi kan glæde os over den tid, spillerne har været hos os,« siger Thomas Friberg.

»Det støt voksende niveau i Metal Ligaen gør det lettere at få nye klassespillere til Rungsted og andre danske klubber. Den tid, hvor man betragtede den danske liga som en retræte-liga, er forbi. Det er blevet lettere at hente udenlandske og danske profiler på et tidligere og bedre tidspunkt i deres karriere. Det er vores egen Nichlas Hardt et godt eksempel på.«

Efter sejren tirsdag aften i Aalborg havde Rungsted-kaptajnen Marcus Olsson som en smuk gestus hevet fantommålmanden Cristopher Nihlstorp, 37, og klubmanden og indpiskeren Nikolaj Gade, 27, med frem, da Prins Henriks Cup skulle overrækkes. De spillede deres sidste kamp.

Cristopher Nihlstorp var blevet lokket af vennen og ligaens bedste forward, Mattias Persson, til at tage turen med over broen fra Malmø til en sidste sæson.

Selvom veterankeeperen har spillet i både NHL og på Tre Kronor og har vundet to svenske mesterskaber, sætter en følelsesladet skåning DM-guldet og mødet med Rungsted højt.

»Den danske liga har været en udfordring og en stor oplevelse for mig. Ishockeyen i Metal Ligaen er meget åben og offensiv, og som målmand har du meget at lave,« siger han.

Nikolaj Gade fightede sig igennem playoff med et brud på hånden og lagde ikke skjul på, at det vil være vemodigt og hårdt ikke længere at skulle være en del af holdet.

»Men jeg glæder mig til at stå på tilskuerpladserne og heppe på drengene,« siger han.

Rungsted Seir Capitals Bertram Jelert
Rungsted Seir Capitals Bertram Jelert Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Det 21-årige backtalent Bertram Jelert stopper på grund af studier.

Det var den svenske cheftræner Erik Hjalmarssons andet mesterskab med Rungsted. Han forlængede i februar kontrakten med to år. Når man tænker på den betydning, svenske trænere har haft for landsholdet gennem årene, er det overraskende sjældent, en svensk coach har markeret sig i den danske liga.

Inden Erik Hjalmarsson i 2019 og 2121 er det kun Lasse Lilja (med Gladsaxe i 1967 og 1968 og Rødovre i 1986) og Leif Nilsson (med Rødovre i 1985), der er gået helt til tops og hædret med guld.

Rungsted blev ikke uventet storleverandør af fire spillere til sæsonens All Star-hold: