Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen går ind i dansk ishockey.

Flere end tusind af Lars Seier Christensens venner på Facebook har gættet på, hvilket sportsforetagende bankbossen har valgt at investere sin personlige formue i.

Nu kan BT så afsløre svaret på den omfattende gættekonkurrence, der startede tirsdag i denne uge, da Lars Seier Christensen selv skrev på Facebook, at han havde valgt at investere i en nyt sportsligt foretagende:

»Som alle ved, er jeg glad for sport og kan godt lide at være involveret. Senere på denne uge kommer JEG (ikke Saxo Bank) med en - interessant, synes jeg - nyhed indenfor det sportslige,« skrev bankdirektøreren på det sociale medie.

Herefter blev der gættet lystigt blandt mere end tusind af Seiers venner. Men nej, det blev hverken et personligt sponsorat af racerkøreren Kevin Magnussen, fodboldklubben Brøndby, et nyt cykelhold med Bjarne Riis eller som sponsor for VM i kapgang for pensionister.

Det er derimod den nordsjællandske ishockey-klub Rungsted, der får gavn af et ukendt millionindskud fra Lars Seier Christensens personlige bankbog. Det erfarer BT.

Hos Saxo Bank oplyser bankens kommunikationsafdeling, at den på vegne af Lars Seier Christensen ingen kommentarer har til BTs oplysninger.

BT erfarer således videre, at Lars Seier Christensens investering ikke bliver et sponsorat af Rungsted. Det bliver i stedet som en del af ejerkredsen i ishockeyklubben, der spiller med i landets bedste ishockeyliga, Metal Ligaen.

I forvejen er Saxo Bank i øvrigt sponsor for Rungsteds hjemmebane Hørsholm Skøjtehal, der nu hedder Saxo Bank Arena. Men det sponsorat har intet med Lars Seier Christensens kapitalindsprøjtning at gøre.

Det nye samarbejde vil blive offentliggjort fredag, hvilket Lars Seier Christensen også selv har fortalt via sin profil på Facebook.

Dermed er Rungsted Ishockey på få år gået fra at være en klub i konstant økonomisk uføre til nu at blive bakket op af en af landets stærke rigmænd.

Lars Seier Christensen er en sportsglad mand og sponsorerer gennem Saxo Bank allerede cykelholdet Tinkoff-Saxo samt racerkøreren Marco Sørensen.