Landstræner Janne Karlsson har foretaget tre ændringer fra holdet, som tabte 3-6 til Schweiz i torsdags i Saxo Bank Arena.

I andendagsgildet mod VM-sølvvinderne fra Stockholm 2013 lørdag kl. 17.00 i Rødovre Skøjte Arena har Sebastian Dahm, Rødovre Mighty Bulls, afløst Patrick Galbraith, Karlskrona, i målet med Simon Nielsen, Lørenskog, på bænken.

De to spillere fra Sønderjyskes DM-guldhold, backen Mads Bødker og wingen Thomas Spelling, stod over torsdag, men er nu klar.

Mads Bødker afløser Rasmus Nielsen, Herning Blue Fox, og Thomas Spelling går ind i kæden med kaptajnen Morten Green, Schwenninger Wild Wings, og Morten Poulsen, Oskarshamn, mens Kim Staal, Tohoku Free Blades, hviler.

En lang række spillere deltog ikke i fredagens træning på grund af forkølelse, men et par piller har gjort underværker, og alle er klar.