Den canadiske skuespiller Christopher Plummer har spillet Sherlock Holmes, Leo Tolstoy og Rudyard Kipling, og snesevis af andre roller på film, men én bestemt rolle kommer han aldrig til at lægge bag sig.

Hans filmkarriere har strakt sig over fem årtier, og tæller vidt forskellige film som »Den lyserøde panter springer igen« (1975) og »Mord ved beregning« (1979), mens mange danskere måske bedst husker ham som ærkebiskop i den meget populære sæbeopera »Tornfuglene«. Han takkede nej til rollen som Gandalf i »Ringenes Herre«-filmene, hvilket han først for nylig i sin selvbiografi indrømmede, at han havde fortrudt.

Plummer blev dog først og fremmest kendt for sin medvirken i alle tiders mest elskede musical »The Sound of Music« fra 1965, hvori han spillede den syngende, men strenge Kaptajn von Trapp, der forelsker sig i sine børns nanny (Julie Andrews), altimens hans hjemland Østrig bliver invaderet af nazisterne.

»The Sound of Music« er den mest indbringende film-musical nogensinde, og er en fast TV-juletradition i mange hjem. Angiveligt er filmen inkluderet i den britiske regerings beredskabsplan for et atomangreb, idet den skal bruges til at løfte briternes humør, når alt er blevet reduceret til murbrokker af paddehatteskyer. Christopher Plummer hadede dog »The Sound of Music«, som han både kaldte »The Sound of Mucus« (»Lyden af slim«) og »S&M« (sadomasochisme). På trods af, at han beskrev samarbejdet med Julie Andrews som dagligt at blive slået i hovedet med et Valentinsdag-kort, er de dog forblevet venner indtil i dag.

Han har sin teaterbaggrund fra Montreal, og har ved siden af sit filmarbejde haft talrige roller på Broadway og i London, heriblandt mange Shakespeare-roller. Han filmdebuterede i 1958 i Sidney Lumet-filmen »Stage Struck«. Han spillede Rudyard Kipling i »Manden der ville være konge« (1975) og Sherlock Holmes i »Mord på beregning« (1979). Han havde hovedrollen i »Øjenvidnet« (1981) samt biroller i »Malcolm X« (1992) og »Wolf« (1994). Hans datter Amanda Plummer (f. 1957) har også skabt sig et navn som skuespiller. 82 år gammel vandt Christopher Plummer en Oscar for bedste mandlige birolle for sin rolle i »Beginners« (2011), hvor han spiller en mand, der spinger ud som homoseksuel efter sin kones død. Sammen med Max von Sydow er han den ældste modtager af Oscar’en nogensinde.

Samme år som han modtog prisen, ændrede han endeligt opfattelse af filmen, der forfulgte ham gennem hele livet. Det kom frem i et interview, at det var den »unaturligt megen sentimentalitet« der havde gjort ham grundigt træt af »The Sound of Music«.

»Så derfor gav jeg den altid meget kritik. Men for et par år siden gik jeg til en fest, hvor jeg pludselig var tvangsindlagt til at se den sammen med en gruppe børn. Jeg var fanget! Men så begyndte jeg at kigge på filmen. Og pludselig tænkte jeg: Den har jo det hele. Smukke sange, nazister, nonner og børn. Den er jo tidløs, og jeg er taknemmelig for den,« sagde Christopher Plummer.