Trommeslageren Phil Rudd fra det legendariske australske band AC/DC erkender nu, at han har fremsat mordtrusler mod to personer.

Det indrømmede han tirsdag, da retssagen mod ham begyndte i New Zealand tirsdag, austalsk tid.

Det skriver BBC.

Den 60-årige trommeslager blev anholdt i efteråret i sit hjem i Tauranga i New Zealand. Kort derefter blev han sigtet for at have forsøgt at hyre en lejemorder. Den sigtelse kunne anklagemyndigheden dog ikke bevise, så den frafaldt senere.

LÆS OGSÅ:

Phil Rudd har imidlertid indrømmet, at han i september ringede til en tidligere ansat og truede med at dræbe ham og hans datter.

»Truslerne gjorde den forurettede meget bange, og han frygtede for sin sikkerhed,« lød det i en erklæring i retten.

Phil Rudds advokat sagde til reportere uden for retsbygningen, at truslerne dybest set blot handler om en vred telefonsamtale og ikke andet.

Truslerne faldt angiveligt efter en periode, hvor Rudds soloalbum ikke gik som ventet.

Bliver han kendt skyldig, risikerer han op til syv års fængsel.

Ud over dødstruslerne er Rudd også tiltalt for at have været i besiddelse af narkotika.

Efter retsmødet blev han løsladt mod kaution. Der er et nyt retsmøde i sagen i juni.

AC/DC er i øjeblikket på verdensturne. Indtil videre altså uden Phil Rudd.