Chili Klaus og hans vanvittige chiliforsøg er gået land og rige rundt de seneste år og har også ramt udlandet flere gange i den senere tid.

Senest blev Claus Pilgaard, som århusianeren rigtig hedder, inviteret til USA for at besøge YouTube-kanalen "First We Feast" for at prøve smagsløg med verdens stærkeste chili, Carolina Reaper, sammen med værten, Sean Evans.

Klippet af de to herrer med tårerne piblende ned ad kinderne nåede blandt andet frem til bokselegenden Mike Tyson, der kaldte de to vovehalse for vanvittige, som det tidligere er blevet skrevet.

Men i starten af det 12 minutter lange klip (ca. 1:50 henne) fortæller Chili Klaus om en helt speciel oplevelse han havde, da han skulle optage en chiliseance med borgmesteren af Aarhus.

Eneste problem. Klippet, der bliver sat på, mens Claus Pilgaard fortæller, viser de famøse scener da Bubber fuldstændig mistede fatningen under en chilismagning.

Noget den rigtige borgmester af Aarhus, Jacob Bundsgaard, har bemærket.

»Tak til Chili Klaus for at booste mit internationale renommé. Kun lidt ked af at alle i New York nu tror, at Bubber er borgmester i Aarhus,« som han skriver på sin Facebook-profil.

Videoen, der blev uploadet til YouTube 3. december, har allerede over 2,3 millioner visninger.