»Frederik« fra »Arvingerne« har måske svært ved at finde ud af, hvem han selv er, men ikke desto mindre kan han i aften sikre skuespiller Carsten Bjørnlund sin første Robert-statuette. Nomineringen i sig selv er dog nok for Bjørnlund, der her fortæller om temperament, Einstein og filterløse smøger.

  • Det er fjerde gang, du er nomineret til en Robert. Er det lige spændende hver gang?

»Ja, det synes jeg. I virkeligheden er det fedeste bare at være nomineret, for det er vel lidt tilfældigt, hvem der efterfølgende stemmer på en. Jeg har været glad for mine tre tidligere nomineringer, også selv om jeg ikke har vundet, og skulle det samme ske i aften, vil jeg også være helt tilfreds.«

  • Hvordan er det at spille en karakter, Frederik, der for hvert afsnit i serien efterhånden falder mere og mere fra hinanden.

»Det er spændende at portrættere en mand i bevægelse, så jeg derved ikke skal spille den samme om og om igen. Man kommer dybt ind i en karakter på den måde. Men det er ikke sådan, at jeg bliver påvirket af hans lidelse. Der har været enkelte dage, hvor jeg har kunnet mærke, at jeg har været inde og røre ved nogle ting, men det er ikke noget, jeg slæber med mig.«

  • Hvilke projekter arbejder du ellers med og på i øjeblikket?

»I onsdags havde jeg premiere på Det Kongelige Teater med en farce, der hedder »Koks i kulissen.« Her spiller jeg en lidt dum og enfoldig hidsigprop, som ikke rigtig kan formulere sig. Det er noget helt andet end i »Arvingerne«, selvfølgelig også fordi genren er en anden. Og samtidig er jeg lidt med i tredje sæson af »Rita«, som vi arbejder på i øjeblikket.«

  • Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Min loyalitet over for mine venner, i mine arbejdsforhold, i mit parforhold og over for mig selv.«

  • Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?

»Så ville jeg ændre mit temperament. Det er lidt for uhensigtsmæssigt stort i mit privatliv. Derimod er det godt i mit arbejde, hvor det giver andre farver på udtrykspaletten, så jeg er ikke sikker på, at jeg vil helt af med det. Men hvis jeg kunne tøjle det lidt bedre i mit privatliv, ville det være fint.«

  • Hvad har været dit livs længste minutter?

»Det var minutterne inden begge mine børns fødsler. Begge fødsler havde komplikationer, så jeg vidste ikke, om børnene havde det godt, når de kom ud. Der var en blanding af alle mulige følelser, der bare cyklede rundt i min krop.«

  • Hvem er din største helt?

»Det går mere og mere op for mig, hvor stor en tænker og hvor stort et menneske Albert Einstein var, for han var ikke bare en hjerne, han var også et hjerte og en samvittighed. Han havde mange menneskelige aspekter med i sine tanker og var ikke bare en hardcore teoretiker. Han har for eksempel sagt, at hvis man skal skabe et klogt menneske, skal man huske at læse højt for det som lille. Det er meget varmt, følsomt og menneskeligt at synes, at man ikke bare skal tæske matematik ind i børnenes hoveder, men at de også skal høre historier.«

  • Hvad ser du som din største succes?

»Ha, det ved jeg ikke! Jeg er ikke meget for at nævne noget og så komme til at overse noget andet, der måske var en endnu større succes. Men det er da klart, at jeg synes, at mine børn er blevet to succesfulde unger.«

  • Hvad er din største fiasko?

»Jeg gransker virkelig. For alt, hvad jeg har oplevet af medgang og modgang, har jo været med til at forme, hvem jeg er blevet til i dag, og det er jeg egentlig meget godt tilfreds med.«

  • Hvis du ikke var skuespiller, hvad ville du så være?

»Så ville jeg gerne være enten musiker eller møbelsnedker. Musik er en stor hobby for mig, og jeg elsker at spille og synge. Jeg dyrker det, der er blevet kaldt spillemandspunk, men det er nok en slags folk på dansk – historiefortælling med musik til. Møbelsnedker, fordi jeg godt kan lide duften af træ og nyder at se detaljerne i et smukt møbel. Og tanken om at gå nede i et værksted og høvle med et læderforklæde på og ryge filterløse cigaretter, ja, den …«

  • Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Alle folk går ud i verden og har sig selv først. Fællesskabet kommer i anden række. Når to for hinanden fremmede mennesker for eksempel går mod hinanden på Strøget, så tænker de hver især, at det er mig, der har ret til at være der. Alle føler, at de har ret

  • Hvad er dit motto?

»Videre. Fremad.«

  • Hvad er det bedste en person har sagt til dig?

»Det er helt klart, når en af mine børn siger »jeg elsker dig, far« til mig. Og det har de heldigvis sagt flere gange. Det er sgu lige rart hver gang.«