I mere end 20 år han sat dagsordenen i millioner af amerikanske hjem, når han aften efter aften er tonet frem på Fox News. Men nu er tv-værten Bill O'Reilly fortid på Fox News.

Nyhedskanalens moderselskab, 21st Century Fox, meddeler onsdag, at kanalen er blevet enig med O'Reilly om, at han ikke længere skal arbejde på Fox News.

»Efter en grundig og nøgtern gennemgang af beskyldningerne, er firmaet og Bill O'Reilly blevet enige om, at Bill O'Reilly ikke vender tilbage til Fox News Channel,« skriver 21st Century Fox ifølge CNN.

De seneste måneder har uomtvisteligt været svære for O'Reilly, efter det kom frem, at han og Fox News tilsammen havde betalt omkring 90 millioner kroner til fem kvinder. Det store beløb indgik ifølge New York Times i en aftale, der betød, at kvinderne ikke ville tale om adskillige tilfælde af sexchikane fra Bill O'Reilly.

Det fik efterfølgende stribevis af store firmaer til at trække deres reklamer fra O'Reillys ellers meget populære program 'The O'Reilly Factor', der har kørt på Fox News siden 1996.

Det betød, at den totale reklametid i det 60 minutter lange program ifølge en optælling, New York Times lavede, faldt drastisk. Således var der blot seks minutter og 40 sekunders reklamer, da 'The O'Reilly Factor' blev sendt fredag den 7. april. En uge forinden var det tal 14 minutter og 25 sekunder.

Sexanklagerne har ikke kun sat dybe ridser i lakken på Bill O'Reilly, men også på Fox News, der i forvejen har en række møgsager om sexchikane. Så sent som i juli 2016 måtte tv-stationens mangeårige chef, Roger Ailes, stoppe, efter at flere af stationens profilerede, kvindelige værter havde anklaget ham for forskellige grader af sexchikane.

I de seneste dage har flere amerikanske medier meldt, at O'Reilly var tæt på en fyring.

Blandt andet skrev CNN, at den 67-årige tv-værts skæbne hos Fox News skulle afgøres  torsdag på et bestyrelsesmøde i 21st Century Fox. Her skulle bestyrelsen med australsk-amerikanske mediemogul Rupert Murdoch for bordenden tage stilling til, om man fortsat ville stå bag Bill O'Reilly, der har væretr en af Fox News største profiler.

Skandalesagen har ført til flere protester mod tv-værten, der som skarp, konservativ profil bestemt ikke er populær blandt demokrater. Herunder er eksempelvis billeder fra en demonstration, der blev afviklet foran Fox News' hovedkvarter på Manhattan i New York.

'Fox: Drop det seksuelle rovdyr O'Reilly,' stod der blandt andet, da en større gruppe kvinder demonstrerede foran Fox News' hovedkvarter tirsdag.
'Fox: Drop det seksuelle rovdyr O'Reilly,' stod der blandt andet, da en større gruppe kvinder demonstrerede foran Fox News' hovedkvarter tirsdag. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

'FARE - seksuelt rovdyr arbejder her'
'FARE - seksuelt rovdyr arbejder her' Foto: MIKE SEGAR
Vis mere