I to år var Mette Blomsterberg igennem en decideret krise i sit forhold med manden Henrik.

Det fortæller den succesfulde konditor og dommer fra tv-hittet ’Den Store Bagedyst’ i ugebladet SØNDAG, som skriver, at Mette Blomsterberg selv omtaler tiden som et helvede.

Krisen, der ligger næsten ti år tilbage, bundede i en følelse af, at manden Henrik stak af fra det hele det meste af tiden:

»Vi var kommet for langt ud i dårlige mønstre. Vi var med andre ord der, hvor jeg tror, at mange ender, når man har for travlt med job og små børn. Fuldstændig crazy frustrerede, og så gik det for alvor galt,« siger Mette Blomsterberg.

Selv parrets to døtre, der i dag er 16 og 13, vidste besked dengang:

»Det er okay at erkende, at man indimellem er dødtrætte af hinanden, sådan er virkeligheden jo. For mig har det været vigtigt at forklare mine børn, at selv om Henrik og jeg kan skændes indimellem, så elsker jeg ham alligevel, og vi bliver ikke skilt af den grund,« siger hun.

Parterapi - og en tro på, at de stadig ville hinanden - hjalp parret igennem, og den dag i dag er de stadig sammen. Manden Henrik er endda blevet manager i Mette Blomsterbergs firma.